Under CeBIT har japanske (og lidt tyske) Fujitsu lanceret en 22-tommers monitor, der bliver drevet af den såkaldte SUPA-teknologi (Smart Universal Power Access), som ventes at blive sat i produktion i løbet af det næste års tid. Monitoren er helt og aldeles uden kabler og den første af sin slags, der både strømfødes og modtager signaler trådløst. Skærmen skal blot stilles på en nogenlunde veldefineret plads for at virke. Monitorens antenne skal rettes mod et hotspot og forsynes derefter med magnetisk/induktiv strøm på forsyningssiden. Signalerne overføres via en trådløs USB-forbindelse. Placeringen af Fujitsus nye monitor er ikke helt vilkårlig, og rækkevidden af forsyningsspændingen er fortsat behersket. Fujitsu lover dog en større rækkevidde og dermed fleksibilitet, når monitoren går i serieproduktion.