Strøm og varme/køling hænger sammen med energieffektivitet og decentral forsyning. Det er væsentlige temaer under Hannover Messens underafsnit Energy, som man finder i hal 27. Her viser producenter og forhandlere af energiløsninger både produkter og systemer side-om-side med dette års EnergyEfficiencyCenter, der er mødested for alle, som arbejder med energioptimering. Betydningen af teknologierne understreges af DeveTec GmbH’s grundlægger og direktør, Michael Schmidt, der påpeger, at hver kilowatt-time tæller i miljøregnskabet – også økonomisk for virksomheder verden over. Det er blandt andet grundlag for DeveTecs kraftvarmeløsning (såkaldt ORC-Kolbenexpander), der genindvinder en maksimal mængde energi fra industrielle processer med eksempelvis elektricitetsgenerering fra temperaturforskelle i frem- og tilbageløb. DeveTec kan ved en elektrisk ydelse på 200kW spare op mod 3.000t CO2 årligt.
Et vigtigt bidrag til minimering af energitab er den såkaldte KVK – kraft-varme-kobling. Selv om det er en gennemprøvet teknologi, så er der på mange områder mulighed for store besparelser og optimering i bestående anlæg. I hal 27 viser eksempelvis 2G Energy AG fra Nordrhein-Westfalen løsninger fra biogasbranchen. For virksomheden er innovation hele eksistensgrundlaget, og ifølge virksomhedens direktør, Frank Grewe, er bestræbelserne efter højere virkningsgrader ligesom den løbende reduktion i forurenings- og støjniveauer af største betydning. I den forbindelse er KVK-anlæg som stand-alone løsninger i eksempelvis ø-samfund også spændende i forbindelse med energioptimering og forureningsreduktion.
Samlet set vil 40 udstillere fra seks lande demonstrere deres omfattende knowhow inden for kraftvarmeproduktion og –optimering. Blandt andre MTU Onsite Energy, som leverer KVK-anlæg med ydelser mellem 120 og 2500kW. Et centralt punkt er den allesteds nærværende digitalisering, som generelt præger dette års Hannover Messe. Inden for energi- og kraftvarme-generering er fjernovervågning og automatisk håndtering af driftsforstyrrelser af afgørende betydning i en stadigt mere effektiviseret verden. Men det handler ikke kun om at levere det produkt, som kunderne forventer. Anvendelsen af decentrale og vedvarende energikilder i eksempelvis de industrielle produktionsprocesser kræver i høj grad nye, digitale moniterings- og styringsformer – og dem kan man se i Hal 27 – og flere andre steder – under den kommende Hannover Messe.
Strauss & Partnere
Tlf.: 70 20 21 81