Man kan muligvis undre sig over, hvorfor vi beskæftiger os med legetøjsmarkedet på elektronikfokus.dk, men det er der flere gode grunde til. Dels er der en tendens til migration mellem professionelle- og legetøjsprodukter – ikke mindst inden for fjernstyret legetøj, der hænger tæt sammen med eksempelvis dronerne og lignende UAS-produkter. Dels er koblingen mellem hobbyfolket og maker-miljøet meget tæt, og mange segmenter inden for modelhobbyen medvirker til at skabe stadigt mindre elektroniske løsninger. Det er især modeltog et godt eksempel på.
Under den kommende Spiewarenmesse i Nürnberg i dagene 30. januar til 3. februar har messeledelsen også forsøgt at samle model- og hobbylegetøjet under en samlet paraply, så modeltog, racerbaner og lignende modelrelateret grej nu bliver samlet i én hal, 7A.
Til gengæld rykker RC-legetøj, droner, robotter og tilsvarende ”intelligent” legetøj ind i hal 4A, hvor man også finder ”Tech2Play” sektoren, der især beskæftiger sig med elektronisk styret hardware.
Begge haller vil i høj grad have en tiltrækning på elektronikfolk, både fordi legetøjsprodukterne i sig selv udgør et ganske stort marked, og fordi der vil være inspiration at hente til fremtidige industrielle applikationer fra legetøjet. Flere løsninger til intern logistik stammer i dag fra styring af modelbiler og –tog, mens de digitale modeltogsstyringer oprindeligt udspringer fra Motorolas chipsæt til fjernstyring af TV-apparater – om end modelbaneelektronikken er svunget tilbage til at blive interface-standarder for audio- og industrisystemer.
Så måske kunne det give mening at droppe skiferien og besøge Spielwarenmesse i stedet for. Det er faktisk ret sjovt, og måske kan det give inspiration til professionelle, nye elektronikprodukter, man ikke lige havde tænkt på…