Konservatisme og soliditet er nøgleord for det tyske samfund og tysk industri, og generelt ved man, at Tyskland kun sjældent har lyst til at pille ved succesformler, ligesom enhver form for udvikling af et velfungerende koncept sker helst kun i små, iterative og gennemprøvede skridt. Det har været vejen til flere års succes for Electronica i messehallerne i Münchens østlige udkant i efterhånden mange år, men dette års Electronica, der i år afholdes mellem 13. og 16. november – og med op mod 3.500 udstillere – vender fuldstændigt op og ned på hidtidige normer, så glem alt om at gennemføre dette års messe på autopilot.
Det er nu vistnok tiende gang, at Electronica afholdes i ”det nye” messecenter i Riem, et alvorligt stenkast øst for downtown München på det forhenværende lufthavnsområde. Arealmæssigt har messeledelsen i München formået at sprede sig godt og grundigt ud over samtlige landingsbaner, og det giver basis for nogle maratonlignende spadsereture mellem møder og stande, hvis man da ikke lige forstår at afgrænse søgningen mellem de stande og virksomheder, som man vil besøge. Og vi må anbefale planlægning, for ellers vil de fleste nok dratte udmattede om med den nye fordeling af haller, emneområder og stande.
Det er altså langt fra ”business-as-usual”, og man fristes til at tro, at messeledelsen er kommet til at vende haloversigten fra messeområdet 90 grader. Hvor eksempelvis halvlederområdet tidligere lå i A4, A5 og A6 langs en vest-øst akse, så er halvlederne i år placeret i A4, B4 og B5 samt C3 – C5 i en slags vifteform i sydlig-nordlig retning. Til gengæld er print, som hidtil var gemt godt af vejen i en nordlig C-hal nu placeret lige i smasken på de besøgende på hver sin side af indgangshallerne A1 og B1. Muligvis er formålet at tækkes de mange kinesiske udstillere, der i hvert fald inden for printteknologierne udgør en ret dominerende faktor.
Messe München har en ganske udmærket søgemaskine på http://www.electronica.de, hvor man enten kan søge på konkrete udstillernavne eller udføre parametriske søgninger inden for givne interesseområder. Efterfølgende kan man kalde et kort over messehallerne frem, så man præcist kan få et overblik over placeringen af de stande, man ønsker at besøge. Ikke noget dårligt planlægningsværktøj, men alligevel er denne ”GPS-model” en smule irriterende i forhold til den almindelige logik, der hidtil har været indbygget i opdelingen af de enkelte udstillersegmenter. Men måske giver den mening i år?
I jagten på handelspartnere i det danske udstillersegment kan vi glæde os over, at der i år er flere danske virksomheder, der udstiller under eget navn og Dannebrog. Regn under alle omstændigheder med at høre dansk på gangene, da i runde tal mere end 1.000 danske elektronikfolk sandsynligvis bevæger snuden sydover til fire festlige dage i München og omegn.