Med købet af e-mergency tager it-koncernen EG et afgørende skridt i retningen af en fælles it-løsning på velfærdsområdet. Ved at koble e-mergencys kompetencer på ældre- og specialområdet med EG’s eksisterende platform på socialområdet lægges grunden til en samlet, transparent løsning til fordel for både borgere og personale i de kommunale forvaltninger.
It-firmaet EG køber den odenseanske velfærdsspecialist e-mergency. e-mergency, som siden 2010 har skabt it-løsninger til omsorgs- og ældreområdet, fusioneres med EG Team Online, som leverer it til landets kommuner og regioner.
Købet matcher EG’s strategi om kontinuerligt at udvide og vokse forretningen med digitale løsninger til den offentlige sektor. Siden 2011 har EG købt flere selskaber for at styrke markedspositionen, heriblandt Kommuneinformation A/S i 2011, Team Online i 2014 og sidst Silkeborg Data i 2015. EG’s løsninger har indtil nu dækket digitaliserings-, selvbetjenings- og sagsbehandlingsløsninger, løn- og personaleadministration samt det specialiserede socialområde, men med købet af e-mergency tager EG skridtet ind på it-markedet for ældre- og omsorgsområdet.
Ved at skabe en fælles platform for flere områder får kommunerne nemmere ved at give borgeren et samlet, sammenhængende forløb, og med tilføjelsen af e-mergency har EG nu mere end 430 medarbejdere, der arbejder med løsninger til det offentlige Danmark. EG omsætter for ca. 600 millioner kroner årligt i dette marked.