– Forudsætningen for, at man skal kunne indføre en realistisk implementering af industri 4.0 løsninger er, at man har en skalérbar og overskuelig platform til håndtering af de meget store datamængder, industri 4.0 medfører. Mange virksomheder kan sagtens se det teknisk og økonomisk fornuftige i at indføre kundestyrede one-off produktionskvanta i en volumenproduktion – uden at forstyrre det generelle produktions-flow – men datamængderne bliver kort fortalt for uoverskuelige til, at det kan lade sig gøre, indleder Henrik Christensen, der er produktchef hos Bila Robotic, der står for distributionen af Universel Robots kollaborative robotter i Danmark, og som sammen med Arrow ECS og Microsoft har udviklet en real-time robotløsning, som bliver demonstreret under E-18/R-18 messen i Odense i dagene 11. – 13. september.
Henrik Christensen har selv en ikke så fjern fortid som fabrikschef, hvor han er blevet tilbudt adskillige løsninger, der på papiret har været ”industri 4.0”, men hvor de praktiske resultater har været betydeligt sværere at få indført. De store koncerner har nok selv mulighederne for at skabe brugbare løsninger – som regel parallelt med de eksisterende produktionslinjer – men for SME’erne (de små og mellemstore virksomheder) er de konkrete resultater vanskelige at opnå.
– Der er brug for nogle simple løsninger, så de små og mellemstore produktionsvirksomheder kan få et værktøj til en nem fortolkning af produktionsdata. En løsning vil typisk være skalérbar og i stand til at give en simpel og grafisk fortolkning af de store datamængder, som robotter og produktionsmaskiner opsamler. Hvis man kan aflæse data i enkle billeder målrettet en given produktion, så vil det være betydeligt enklere at tilgå sit produktionsanlæg fra en hvilken som helst location på kloden. Det kan bruges til optimering af processerne, bedre planlægning af vedligehold og styring af reservedelsindkøb, en bedre formidling af oplysninger til kunderne til de producerede varer og i sidste instans til de muligheder, industri 4.0 lover i produktionsteknisk henseende, fortæller Henrik Christensen.
Den i dag 15 mand store Bila Robotic har salgskontor i Silkeborg og et demorum i Randers, der efter messen i Odense i dagene 11. til 13. september vil blive hjemsted for en praktisk applikation, som vil få sin debut på E-18/R-18 messerne. Ifølge Henrik Christensen har Microsofts Azure cloud-platform været vital for håndtering og fortolkning af de Big Data, der kommer fra applikationen.
– I messens robothal opstiller vi en cobot-arm fra Universal Robots. I princippet kan robotten udføre en hvilken som helst industriel proces, men det væsentlige er, at den under sine operationer opsamler en række data for temperatur, trykkræfter fra/på emnerne samt mange andre faktorer, som kan være relevante at behandle i et proces- eller automationsmiljø. De belastninger, som robotten bliver udsat for, er vigtige at kende for de fabriksfolk, der har ansvaret for den tænkte proceslinje, da disse data vil fortælle, hvor meget robotten slides, og hvornår den har brug for service. I elektronikhallen på E-18 vil man så på Arrow (ECS) og Microsofts stande kunne se, hvordan disse data bliver behandlet og konverteret til let forståelige fortolkninger af de store datamængder, forklarer Henrik Christensen.
– Opsætningen af robotter og automatiske produktionssystemer skal være let, indlysende og effektiv, hvis vi skal få mindre, danske produktionsvirksomheder til at bruge robotter mere aktivt end i dag. Med udbuddet af danske, prisbillige cobot-løsninger er hardwaren på plads, men nu drejer det sig om at vise, hvor let man kan få adgang til sine produktionsdata i real-time overalt i verden. Man vil øjeblikkeligt kunne besvare kundespørgsmål om throughput, ligesom man vil kunne planlægge vedligehold særdeles effektivt. Og i sidste instans vil man kunne ændre og omstille sin produktion øjeblikkeligt, hvis en kundeordre kræver en ændring af specifikke processer, slutter Henrik Christensen.