
Danmark er langt forskningsmæssigt, når det gælder om at indlemme vind i elnettet. Samtidig bygger man vindmøller i stor stil i Nord-, Øst- og Vestkina. Kina er nu det land i verden med størst installeret kapacitet. Der er opstået et behov for at lære at udnytte vindenergi bedst muligt.
Det har åbnet muligheden for samarbejdet mellem DTU Elektro, det kinesiske eliteuniversitet Tsinghua, den kinesiske version af ”Energistyrelsen”, Kinas største energiselskab, samt Bejings lokale energiselskab, forklarer Henrik Bindner, der er forsker på DTU Elektro og projektleder for den danske del af projektet.
Hvis det lykkes at omlægge 30% af Kinas energiproduktion til vindenergi i 2030, vil det spare kloden for 1,1 Gigatons C02 om året. Det svarer ifølge Henrik Bindner til 3% af verdens samlede CO2-udledning i 2014. Samarbejdet giver DTU’s forskere en unik mulighed for at få afprøvet deres modeller i en meget større skala.
På den danske side står DTU Elektro for metode- og konceptudviklingen. Det vil sige at kortlægge løsninger på de udfordringer, der knytter sig til at have en stor og stigende andel af energi fra mange enkeltstående energikilder (vindmøller), som skal arbejde sammen i elnettet, i stedet for at al energien kommer fra store centrale kraftværker.
Den kinesiske indsats består blandt andet i at undersøge, hvordan enkeltdelene som varmepumper og brændselsceller kan styres, så omformningen til gas og varme bliver mest effektiv, og vindenergien bliver udnyttet optimalt i multienergisystemet.

