Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi, der er et af de 13 partnerskaber, som regeringen nedsatte i sidste uge, har netop holdt det første møde. Og partnerskabet vil i de kommende måneder kigge nærmere på virksomhedernes mange konkrete løsninger.
– Vi har fået en unik mulighed for at komme med bud på, hvordan vi sammen kan gennemføre den grønne omstilling. Det kræver, at vi tænker stort fra starten. Erhvervslivet har allerede mange klimavenlige løsninger, men vi vil kigge bredere. Vi kommer til at involvere forskellige aktører og organisationer på tværs af samfundet, fordi cirkulær økonomi også handler om at sikre et mere bæredygtigt forbrug, siger Camilla Haustrup Hermansen, der er formand for partnerskabet.
Camilla Haustrup Hermansen er til daglig direktør for forretningsudvikling og medejer af Plus Pack A/S. Hun har udnævnt to næstformænd, som skal være med til at lede arbejdet i klimapartnerskabet. Det er Lars Schrøder, adm. direktør i Aarhus Vand A/S og Henrik Grand Petersen, adm. direktør i miljøvirksomheden RGS Nordic A/S.
Klimapartnerskaberne skal vende tilbage til regeringen i februar næste år med en vision for arbejdet frem mod 2030 – og komme med forslag til, hvordan branchen i partnerskab med politikerne kan reducere udledningen af CO2 i Danmark.
– Den primære opgave, vi er blevet stillet, er at finde løsninger, som kan sænke de danske udledninger. Men i mange tilfælde vil vi også kunne bruge løsningerne internationalt. For eksempel bliver 80 procent af verdens spildevand udledt urenset. Når vi renser spildevandet, får vi både et bedre miljø og en lavere udledning af drivhusgasser. Det skal vi også tage med, når vi præsenterer vores forslag, siger Lars Schrøder, adm. direktør i Aarhus Vand A/S.
Alle danskere – borgere såvel som virksomheder – bruger vand og skaber affald. Derfor vil klimapartnerskabet i den kommende tid involvere brede grupper af samfundet i arbejdet.
– Der er store klimamæssige muligheder i en cirkulær økonomi. Vi mener, at vi som virksomheder kan bidrage væsentligt til, at vi kan nå målsætningen om 70 procent CO2-reduktion. Når vi kommer frem til februar, er det vores håb, at vi kan pege på konkrete løsninger, som kan levere besparelser på klimabudgettet både nationalt og globalt, siger Henrik Grand Petersen, adm. direktør i RGS Nordic A/S
Hvis man har gode ideer, som kan indgå i klimapartnerskabets arbejde, er man velkommen til at skrive til klimapartnerskabcoev@di.dk