DEIF A/S i Skive, der fremstiller styringsteknologi til energi- og marineområdet, opnåede i 2017 er mindre fremgang i omsætningen, som steg med 2% til DKK 620,9 mio. Resultatet efter skat blev på DKK 7,1 mio. mod DKK 6,8 mio. året før.
DEIF oplevede en markant stigning i salget af grønne og sikre løsninger til energiområdet. Derimod var der en fortsat nedgang i omsætningen inden for marine og offshore, idet der siden det voldsomme fald i oliepriserne i 2014 bygges markant færre skibe og borerigge end tidligere.
– Vi er tilfredse med, at det er lykkedes at øge omsætningen på trods af de svære forhold på marinemarkedet. Dette skyldes ikke mindst vores store satsning på vindmøller og andre grønne og sikre teknologier. Omstillingen koster på kort sigt på bundlinjen, men vi har valgt fortsat at investere kraftigt i produktudvikling. Faktisk bruger vi ikke mindre end 16% af omsætningen til at udvikle nye produkter – så der hersker ingen tvivl om, at vi tror på fremtiden,” siger Toke Foss, CEO og ejer.
DEIF har gennem de seneste år opnået en førende position som leverandør af styringer til nye vindmøller i Kina. Desuden satses der på det globale marked for opgradering (”retrofit”) af eksisterende vindmøller, hvor ejerne kan reducere serviceomkostningerne drastisk og samtidig forlænge møllernes levetid til stor gavn for miljøet. For yderligere at styrke denne indsats har DEIF netop i år etableret en afdeling i Østrig med otte højt kvalificerede specialister.
Også andre områder er i vækst: DEIF har opnået en førende global position inden for styring af hybridanlæg, der minimerer såvel miljøbelastning som driftsomkostninger ved at kombinere forskellige energikilder, som eksempelvis solceller, batterier, vindmøller og dieselgeneratorer.
– Med DEIFs teknologi kan man tilmed styre anlægget efter vejrudsigten”, udtaler Toke Foss. Det store fokus på data- og cybersikkerhed har desuden resulteret i vækst inden for styringer af avancerede nødstrømsanlæg til bl.a. datacentre, hospitaler og lufthavne.
DEIF forventer en omsætningsfremgang og en forbedret bundlinje i 2018 – baseret på en fortsat grøn vækst, et stabiliseret marinemarked samt en nylig tilpasning af organisationen, så den afspejler de ændrede markedsforhold. DEIF har 630 ansatte i 14 lande, heraf 400 i Danmark.