Daugaard Elektronik Aps. fra Ringe på Fyn har netop købt samtlige aktiviteter i firmaet WildDetect, der leverer intelligent detektering af fuglearter og dertil hørende skræmmeudstyr.
Daugaard Elektronik ApS., der siden 1983 har udviklet og produceret elektronik til Assa Abloy og mange andre kunder, har opkøbt firmaet WildDetect. WildDetect blev etableret i 2012 som resultatet af et ph.d-studie i brugen af signalbehandling og mønstergenkendelse af dyrelyde til anvendelse af løsning i konflikter mellem dyr og mennesker.
BirdAlert lytter konstant efter skadevoldende fuglearter. Straks de kommer indenfor hørevidde (250 meter), vil systemet igangsætte og variere artsspecifikke påvirkninger for optimal skræmmeeffekt.
Populært bruges systemerne til bekæmpelse af råger, måger, gæs og andre andefugle. I landbruget er der store problemer med gæs, der afgræsser og ødelægger arealer, og i byområder kan der være problemer med råger og måger.
Daugaard Elektronik ApS. har gennem de sidste par år produceret WildDetect’s produkter og har derfor stor kendskab til produktsortimentet.
Virksomheden er rettet mod et stort marked, hvor man i landbruget taber mange penge på nedtrampede afgrøder eller afgrøder, der bliver fortæret. Vi hjælper virksomheder, der føler sig plaget af måger eller råger, og hvor vores produkter kan gøre en forskel. Der er vinavlere, der får marker ødelagt af stære, eller landmænd, der får såsæden ødelagt på markerne.