I disse år sker der en revolution inden for kommerciel udnyttelse af rummet. Innovationsfonden har i den forbindelse netop investeret 7,5 millioner kroner i et nyt, stort samarbejde imellem Danmarks mest visionære spillere inden for satellitteknologi. Projektet, der går under navnet MegaMan, vil skabe en ny platform, der kan monitorere hundreder af små satellitter i én samlet megakonstellation.
Megakonstellationer er netværk af hundred- eller tusindvis af små satellitter, der både kan kommunikere indbyrdes og med installationer på Jorden. Desuden kan de udstyres med mange forskellige sensorer. Det kan give helt nye muligheder for mange forskellige brancher – f.eks. landbrug, skibs- og luftfart samt landtransport. Endvidere åbner megakonstellationerne op for internetadgang over hele kloden (med nye perspektiver for internet of things). De vil ligeledes kunne bruges til både rumforskning, klimaforskning og geologiske undersøgelser.
Traditionel satellitkommunikation, der baserer sig på store, geostationære satellitter i en afstand af ca. 36.000 km. over Ækvator, er på vej til at blive erstattet af disse konstellationer af hundredvis af små satellitter i lav højde (omkring 1.000 km.). Nogle af verdens største selskaber som Google, SpaceX og Virgin Group har således involveret sig i en række projekter, der skal udvikle disse megakonstellationer.
Danmark er kommet rigtig godt med i kapløbet om at blive førende inden for kommerciel udnyttelse af megakonstellationer, herunder GomSpace, der udvikler små nanosatellitter. Samtidig har både DTU og Aalborg Universitet egne satellitter, mens Aarhus Universitet lige nu er ved at udvikle deres første til opsendelse i 2018, så mange ingeniører bliver uddannet med de helt rigtige kompetencer.
Det nye projekt MegaMan sætter nu yderligere fart under Danmarks muligheder for at blive førende inden for fremtidens satellitkommunikation ved at aktivere kompetencer fra den stærke danske tele-branche. En af udfordringerne bliver nemlig, at de mange satellitter skal overvåges, og fejl skal opdages og rettes. Ved at genbruge koncepter og standarder fra drift af mobilnetværk vil de tre partnere over de næste to år udvikle verdens førende overvågningsplatform til drift af megakonstellationer.
Den kortere afstand til satellitterne gør, at forsinkelsen ved f.eks. samtaler bliver meget mindre, og samtidig er dækningen af hele kloden væsentligt bedre – også på åbent hav og over polarområderne. Megakonstellationer kan også lettere opbygges over tid efter behov, hvor kapaciteten øges ved opsendelse af flere og flere satellitter i den samme konstellation. Implementeringen af megakonstellationer er stadig på det spæde stadie, så der er et enormt potentiale for at være med i den næste store revolution inden for satellitindustrien.