Efter kun to års produktudvikling er dansk startup i Lyngby klar med højteknologisk plastikbeholder, der kan måle på mange typer væsker og hjælpe industrien med at lave eksempelvis kvalitetskontrol på deres produkter. Det første produkt, Nanocuvette One til koncentrationsmålinger af blandt andet proteiner, lanceres i dag på det nordiske marked.
– Vi kan designe den fotoniske nanokrystal i overfladen af plastikken til at måle mange parametre på samme tid. Om få år kan forbrugeren selv tjekke om æblejuicen eller postevandet er forurenet med pesticider, siger adm. direktør ph.d. Emil Højlund-Nielsen, Copenhagen Nanosystems.
Ifølge Novozymes i Søborg, der har testet beholderne kan nanocuvetterne give nye muligheder for at gå ud til kunder og vise, hvad produkterne kan gøre for dem uden at skulle have hele laboratoriet med. Plastikbeholderne bliver distribueret til gymnasier, universiteter og industrien via Hounisen Laboratorieudstyr i Stilling udenfor Skanderborg.
– I dag er universiteter og industrien tvunget til at købe dyre og langsomme instrumenter for at kunne lave forskning og kvalitetskontrol. Fremover kan analysen laves på sekunder uden avancerede instrumenter – og om få år kan forbrugerne selv måle pesticider og farlige bakterier med kameraet i en mobiltelefon og lidt plastik, slutter Emil Højlund-Nielsen.
Copenhagen Nanosystems ApS