Rumsektoren undergår i disse år store forandringer, og det teknologiske fokus skifter fra brugen af få, store og meget dyre satellitter til mere dynamiske netværk af små og billige nano-satellitter på størrelse med en skotøjsæske. Danmark er helt i front med denne satellitteknologi både på forskningsfronten og når det gælder industrialiseringen.
En udfordring ved de små satellitter er, at størrelsen i sig selv er et problem, da der er meget begrænset plads om bord til at huse antenner og energi til at drive radiosystemerne.
Traditionelle satellit-antenner har som regel form af paraboler, der drejer sig efter de signaler de skal opfange.
De små nano-satellitter har ikke plads til store antenner, som stikker ud. I stedet vil antennen benytte sig af beam stearing: En samling af mini-antenner på en flad plade. Hver antenne udsender et signal, som kan styres elektronisk (via software) til at samle sig mod det samme punkt. På den måde kan de mange mini-signaler mødes og sende en stærk stråle i en bestemt retning.
Ud fra nano-satellitternes opgave i rummet kan antennerne programmeres til forskellige frekvenser og retninger alt efter hvor satellitten befinder sig i forhold til Jorden (eller de andre satellitter den skal kommunikere med).
Nu skal projektets partnere bygge på erfaringer med radio- og antenneteknologi fra 90’erne, hvor behovet for at minimere antenner til mobiltelefoner drev teknologien frem og førte til kolossal vækst i telekom-sektoren. For at gentage successen skal ingeniørerne bevæge sig op i højere radiofrekvenser og bl.a. udvikle teknologi, som gør det muligt for nano-satellitter at have antenner, hvis udstråling kan styres dynamisk. Denne del af forskningsindsatsen er lagt i hænderne på Aalborg Universitet, som er helt i front inden for forskning og udvikling af antenneteknologi.
En stor udfordring for at lykkedes med teknologien er, at energitabene i kredsløbene minimeres, så de små satellitter ikke løber tør for strøm. Dette kan kun gøres ved at tænke produktion af printplader og deslige ind i projektet fra starten. Her vil PRI-DANA Elektronik A/S i Hedensted bidrage med avanceret printproduktion og smart manufacturing.
GomSpace A/S I Aalborg er Europas største producent af nano-satellitter og skal i projektet sikre, at den nye viden dækker de væsentligste behov i markedet og hurtigt kan omsættes til produkter og vækst.
Partnerne forventer at projektet vil lede en væsentlig meromsætning og understøtte skabelsen af flere hundrede jobs i Danmark relateret til nano-satellitindustrien.