Allan Krogh Jensen er opfinder og civilingeniør fra DTU. Længe før LED-teknologien blev kommercielt interessant, fordi den var meget kostbar, fik han ideen til at udvikle et LED-rør, der kunne benyttes i de eksisterende armaturer.
– Jeg kunne se, at LED-teknologien rummede store muligheder for at reducere energiforbruget meget væsentligt. På det tidspunkt var LED-teknologien stadig meget dyr og ikke konkurrencedygtig med andre teknologier som klassiske glødepærer og traditionelle lysstofrør. Men nye teknologier har det med at blive billigere med tiden, fortæller Allan Krogh Jensen og fortsætter:
– En voldsom barriere for LED-teknologien ville jo være, hvis folk skulle udskifte alle armaturer samtidig med, at de investerede i nye lyskilder. Det gav mig ideen til at udvikle et LED-rør, der har de traditionelle G5 eller G13 stifter, så de umiddelbart kan erstatte traditionelle lysstofrør.
En central udfordring ved et LED-rør er, at dioderne i et LED-rør skal køles. Ringe afkøling vil føre til ringere effekt (færre lumen per watt) og kortere levetid. Allan Krogh Jensens opfindelse består netop i at sikre optimal køling af dioderne i lysstofrøret. Det giver større effekt (flere lumen per watt) og 20-30% længere holdbarhed af rørene.
Vejen fra ide til patent blev lang og dyr. I dag ejes patentet af JensenLEDs datterselskab Jensen IP. Bag JensenLED står fire partnere, der alle er aktive i selskabet, og hvor Allan Krogh Jensen er den ene. Desuden har JensenLED det Aarhusbaserede investeringsselskab Firmainvest som medejer.
– Det er klart, at processen fra, at man som studerende i 2002 får en god ide til, at man i 2016 står med et patent, der omfatter Europa, USA, Canada, Indien og Sydkorea samt et selskabs-setup, der kan varetage rettighederne og sørge for produktion, markedsføring og salg, er en rejse, hvor mange gode kræfter har bidraget til, at vi nu kunne nå i mål, fremhæver Allan Krogh Jensen.