
Der er ingen tvivl om, at det lønner sig for danske virksomheder at vise deres produkter og ydelser på Industrimessen i Hannover, der er verdens nok største og mest alsidighed industrimesse, og som i år finder sted i dagene mellem 24. og 28. april. Men netop størrelsen har skræmt danske virksomheder fra at udstille, da man som dansker godt kan tro, at man drukner i både mængde og besværet. Netop derfor har Generalkonsulatet i Hamburg, CFU og Industrisamarbejdet i flere år stablet en meget fin dansk fællesstand på benene, hvor små og mellemstore, danske industrivirksomheder og underleverandører har kunnet udstille side-om-side – og med et betydeligt format – med tyske og internationale kolleger. Den danske fællesstand har været en succes gennem mange år, og danske produkter er populære i tysk industri. Med en god mængde flag og en imponerende heraldik fremstår den danske fællesstand også med en synlig blåstempling fra officiel dansk side, hvad der indgyder respekt og tillid blandt de potentielle udenlandske kunder, der besøger standen.
Netop, fordi så mange danske virksomheder har vist interesse for at udstille på Hannover-messen, har Generalkonsulatet i Hamborg, CFU og Industrisamarbejdet i år udvidet den danske fællesstands areal med omtrent 20 procent, så udstillingsarealet i år udgør 567 kvadratmeter – altså et ganske betydeligt areal. Det giver samtidigt plads til i alt 37 danske virksomheder på fællesstanden, og der er fortsat ledige pladser.
Generalkonsulatet, CFU og Industrisamarbejdet organiserer alt det praktiske for de danske udstillere herunder kontakt til messearrangøren, den komplette stand med opbygning og nedtagning, markedsføring af fællesstanden samt eksponering i relevante danske og tyske medier. Dertil kommer, at der bliver arrangeret et møde for udstillerne med praktiske informationer inden messen med introduktion til serviceportalen Online Business Service. Der vil også være et fælles serviceområde på standen, som kan benyttes til networking og møder med potentielle kunder, ligesom tilstedeværelse af generalkonsulatets medarbejdere under hele messen kan bidrage til eksempelvis sprogassistance. Stand personalet sørger også for drikkevarer, snacks og service under messen, og der vil være mulighed for deltagelse i netværksarrangementer under de fem dage, som Hannover industrimessen varer.
Den danske fællesstand har en fortrinlig placering i forhold til de besøgende på Hannovermessen. Standen vil komme til at ligge i Hal 5, lige midt i brændpunktet af det afsnit, som messeledelsen i Hannover kalder ”Industrial Supply” og som i år får en udtalt opmærksomhed i markedsføringen af messen. I umiddelbar omegn af den danske fællesstand vil man kunne se teknologier som metalbearbejdning, produktion af komponenter, overfladebehandling, mikro-/nanoteknologi samt årets helt varme emne, der drejer sig om letvægtsdesign, -konstruktion og –komponenter, hvor Danmark traditionelt også står meget stærkt.
Strauss & Partnere
Tlf.: 70 20 21 81

