Antallet af danske ansøgninger til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) tog et ordentlig spring i 2017! Ansøgningerne voksede med 13,1% sammenlignet med 2016 – fem gange så meget som gennemsnittet i EU (+2,6%). 2.114 ansøgninger blev der i alt sendt afsted, og det står i skarp kontrast til de sidste par år, hvor Danmark har oplevet nedgang (2016: -2.7% og 2014: -1.5%) og manglende stigning (2015: +1.3%) i ansøgningerne (Fig.: Growth of Danish patent applications at the EPO).
Måler man den danske indsats i forhold til antallet af indbyggere, kommer Danmark ind på en 3. plads på verdensranglisten med 377 per million indbygger, efter Schweiz, der indtager førstepladsen, og Holland, der ligger nummer to. Danmark overhaler dermed Sverige, der nu ligger på en 4. plads. (Fig.: Applications per mio. Inhabitants)
Den Europæiske Patentmyndighed modtog i 2017 i alt omkring 166.000 ansøgninger fra de europæiske lande. Sammenligner med 2016 er det en stigning på +3,9 % og de europæiske lande sætter dermed ny rekord (Fig.: Growth of European patent applications). Fra Kina oplevede man også en stor stigning i antallet af ansøgninger (+16.6%), og Kina kunne for første gang placere sig i top 5 sammen med USA, Tyskland, Japan og Frankrig (Fig.: Origin of applications).
De tre områder fra Danmark, der fik sendt flest ansøgninger afsted var ”Elektrisk maskineri, apparater og energi” (290 ansøgninger, +28%), ”Civil Ingeniørvidenskab” (231 ansøgninger, +17%) og ”Transport” (169 ansøgninger, +30%). Områderne: ”Halvledere” (+56%), ”Computerteknologi” (+51%) og ”Bioteknologi” (+42%) var til gengæld de, der oplevede den største stigning i antallet af ansøgninger, sammenlignet med året forinden.
Med 193 ansøgninger var Novozymes den mest aktive ansøger af patenter hos EPO efterfulgt af Novo Nordisk (144) og Vestas (82).
Region Hovedstaden kunne bryste sig af at være den 14. stærkeste region i Europa med en solid stigning i antallet af ansøgninger på +8,8%. Region Hovedstaden var også frontløber for det samlede antal danske ansøgninger, hvor de stod bag 64%, efterfulgt af Region Midtjylland med 18,6% (32,3% vækst) og Region Syddanmark med 11,8% (6,4% vækst). Den region, hvor man kunne registrere størst procentmæssig vækst, var Region Sjælland. Kigger man i stedet på byer, går Bagsværd forrest med 332 ansøgninger – forud for København (225) og Aarhus (150). Overordnet set var København den by, der oplevede den største stigning i antallet af ansøgninger (+60,7%).
Yderligere statistikker, samt overblik over EPOs aktiviteter i 2017, kan findes i EPOs årsrapport: http://www.epo.org/annual-report2017