Circle Consult er et udviklingshus, der har hovedkontor i Nærum nord for København. Virksomheden blev etableret i 2001 og har siden stået for mere end 300 udviklings-projekter i ind- og udland. Udviklingsarbejdet kræver typisk, at man er i meget tæt dialog med kunderne – og helst også geografisk er placeret tæt på dem.Nu har virksomheden, der i forvejen har en udviklingsafdeling i Århus også åbnet kontor i Sønderjylland i forskerparken Alsion, indviet i 2007 og i øvrigt den eneste i Danmark, hvor uddannelse, forskning og kulturliv er samlet under ét.
Forskerparken er et samarbejde med Syddanske Forskerparker med afdelinger i Odense og Vejle. Det sikrer, at der overalt i regionen kan ske en målrettet udvikling indenfor bestemte vækstområder. I Sønderborg er det mekatronik, som forener mekanik, elektronik og software, der er i centrum. Kontakten mellem erhvervsliv og vidensmiljøet skaber en helt speciel ramme for udvikling af nye virksomheder, etablering af underleverandører, hvor nytænkning og muligheder kommer forud for vanetænkning og begrænsninger.
Circle Consults ydelser omfatter projektstyring og -ledelse samt en lang række ingeniør-kompetencer som design af elektronikløsninger og embedded software, softwareudvikling til mobile platforme, design og udlægning af printkort, EMC- og miljøtest, produkt-godkendelser, mekanisk konstruktion og produktionsklargøring. Blandt kunderne er en lang række innovative virksomheder, som er globalt markeds-ledende inden for deres respektive områder.