I maj 2017 nedsatte regeringen Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid. Partnerskabet skulle analyse, drøfte og komme med forslag til, hvordan det sikres, at vi griber mulighederne i den teknologiske udvikling og fastholder og udvikler den danske model for arbejdsmarkedet.
– Jeg synes godt, at man kan sige, at missionen er lykkes. Udviklingen er konstant, så selvfølgelig er der ikke på den måde lavet et facit med to streger under, men sporerne til fremtidens digitale Danmark er lagt. Teknologipagten, SMV:Digital og den digitale hub er blevet født, og det er alle tre tiltag, som på den lange bane i dén grad vil komme danske virksomheder til gode, siger Brian Mikkelsen.
Brian Mikkelsen peger på, at Danmark og dansk erhvervsliv står med gode kort på hånden i forhold til at klare sig godt i morgendagens digitale virkelighed.
– Vi står stærkt i Danmark. Vi har dygtige og innovative virksomheder. Vores Flexicurity-model er med til at sikre, at vi står bedre i forhold til en lang række andre lande, når det gælder om at håndtere hurtige forandringer. Set i det lys har det været supergodt, at Disruptionrådet har været med til at skubbe på de rigtige steder. Nu skal det gode arbejde så fortsætte, slutter Brian Mikkelsen.