
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) og Byggecentrum har indgået et samarbejde om en fælles årlig konference om brandsikring i byggeriet til fordel for vidensdeling, større åbenhed og fælles referencer blandt branchens fagpersoner.
Byggecentrum og DBI har gennem mange år haft et godt og solidt samarbejde, blandt andet om Byggedata og Branddata. Nu er samarbejdet udviklet yderligere med en fælles konference om brandsikring, kaldet ”Branddagen”.
– Der sker rigtig meget inden for brandsikring, så det er vigtigt, at vi udveksler den viden, der er i branchen og samler kræfterne om at kvalificere de mennesker, som skal arbejde professionelt med brandsikring i byggeriet. Og her er DBI en seriøs og troværdig aktør, som vi er glade for at udbygge vores samarbejde med, siger Bo Riisbjerg Thomsen, udviklingskonsulent i Byggecentrum.
Torsdag den 13. oktober 2016 var 64 fagligt engagerede deltagere fra forskellige dele af byggeriet samlet i HUSET middelfart for at blive opdateret med den nyeste viden inden for brandsikring. Kursusleder Anders Bak Vestergaard havde sammensat dagen.
– Det er godt at få koordineret en samlet indsats og et fælles budskab for branchen. Noget af det, der er svært ved brand, er alle de mange funktionskrav. Mit mål med dagen er, at deltagerne skal få en idé om, hvordan de skal implementere de her brandkrav. Altså at bygge bro mellem reglerne og det praksisnære, siger Anders Bak Vestergaard
Det var første gang Branddagen blev afholdt – men ikke sidste gang. Ambitionen er, at konferencen skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed, som samler op på nye regler og udviklingen inden for området. Men også hvordan nye brandkrav kan implementeres sikkert i det danske byggeri.
Som for så mange andre sikringsmetoder er den elektroniske brandbeskyttelse og –alarmering en væsentlig faktor for god brandsikring.
Branddagen 2017 er allerede datosat til:
2. maj 2017 i HUSET i Middelfart
4. maj 2017 hos DBI i Hvidovre

