Danskerne vil i stigende grad gerne køre elbiler. Faktisk er interessen for elbiler så stor, at flere bilproducenter har svært ved at følge med efterspørgslen. Alligevel udgør elbiler mindre end én pct. af den danske bilpark, og det er bl.a. bekymringen om, hvorvidt ladeinfrastrukturen er på plads, der afholder det store flertal af danskere fra at købe elbil.
E.ON tilføjer derfor nu en ny hurtigladestander i Rønne til sit bornholmske ladenetværk. Med den nye hurtiglader bliver det muligt at oplade elbilen i 10 minutter og køre yderligere 50 km, hvilket gør det lettere for eltaxier, turister og borgere at køre i elbil på øen.
– Bornholm er som skabt til elbiler. Med korte afstande og klare klimaambitioner har Bornholm nogle af de bedste forudsætninger for at blive den første ø, der vrister sig fri fra olieafhængigheden. Bornholm kan blive et eksempel til efterfølgelse for resten af Danmark, siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON, og påpeger, at E.ON i mange år har stillet gratis og grøn strøm til rådighed under Folkemødet i Allinge.
Sidste år tilsluttede både regionskommunen og lokale brancheforeninger samt by- og borgerforeninger sig otte nye bornholmermål. Bornholmermålene indeholder bl.a. mål om, at øen skal være affaldsfri i 2032, al strøm skal komme fra vedvarende energikilder i 2025 og at man på Bornholm kører grønt. Det medvirker til at gøre Bornholm til en helt særegen region i Europa.
– Kommune, såvel som branche- og borgerforeninger, er nu ved at lave handlingsplaner for, hvordan vi opnår de otte bornholmermål. Når vi taler om at køre grønt på land er det fra kommunens side ikke nok at se på den offentlige transport. Vi må ind og se på persontrafikken bredt for at finde en holdbar samlet løsning. Skal vi også på dette område nå de ambitiøse mål, så bliver det i samarbejde med spændende udviklingspartnere. For de færdige løsningerne er slet ikke fundet endnu. Der kan vi som klog grøn ø få en vigtig rolle, siger viceborgmester Anne Thomas (ALT), der er formand for kommunes klima- og bæredygtighedsudvalg.