ATV har på organisationens årsmøde den 26. april 2017 optaget 40 nye medlemmer. Medlemmerne er indvalgt i Akademiet, fordi de kombinerer en stærk faglighed med et bredt samfundsudsyn og har leveret markante resultater i deres karriere.
Akademiets medlemssammensætning er unik, idet omkring halvdelen af medlemmerne er ansat på virksomhedssiden, mens den anden halvdel arbejder på universiteter og i virksomheder. Ideen med Akademiet er at fremme samarbejder på tværs, så viden fra vidensmiljøerne kommer ud at arbejde i virksomhederne. ATV er teknologiens stemme i samfundsdebatten og gennemfører værdiskabende projekter baseret på medlemmernes indsats.
Akademimedlemmerne er topledere, forskningsledere og topforskere i erhvervslivet, på universiteterne og i andre vidensinstitutioner. Deres arbejdsfelter er inden for teknisk videnskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab, IT og beslægtede områder.
Medlemskabet er livsvarigt, og ATV har efter medlemsoptaget 800 medlemmer. Som medlem forventes man at yde en indsats i Akademiet til gavn for samfundet i det omfang, ens arbejdsmæssige og andre forpligtelser tillader det.
ATV arbejder non-profit, og medlemmernes indsats i Akademiet er pro bono. De nye akademimedlemmer vil blandt andet være med til at drive ATV’s indsats for at gøre Danmark til en af fem førende Science & Engineering-regioner i verden.