Professor Zhe Chen fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik har fået en udmærkelse, der bringer ham op i videnskabens Superliga. Det er sket med udnævnelsen til såkaldt IEEE Fellow ved den verdensomspændende organisation IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers). IEEE Fellow er anerkendt som en af de mest prestigefyldte udmærkelser og karrierepræstationer, som en forsker inden for den tekniske videnskab kan opnå. IEEE består af mere end 400.000 medlemmer i 160 lande og er en ledende autoritet inden for alt fra rumfart og computere til telekommunikation og elektricitet.
Professor Zhe Chen modtager hædersbevisningen for sit store videnskabelige bidrag til blandt andet udviklingen af vindteknologi, herunder design af vindmøller, design af interface med power electronics, design af vindmølleparker samt integrering af energi fra vindmøller i elnetværket. Dette bidrag har været et vigtigt rygstød til udviklingen af den moderne vindteknologi og været medvirkende til at maksimere udbyttet af energi fra vindmøller og bringe omkostningerne ned. Resultatet er billigere el fra vindmøller, hvilket har gjort vindmøller til en af de mest interessante muligheder for grøn energi.
Zhe Chen har også lavet store karrieremæssige bidrag til forskningen inden for moderne elsystemer og elektriske maskiner. Herunder har han været med til at udvikle elsystemers strukturelle sikkerhed, elnetværkers stabilitet samt integrering af flere energikilder i samme energisystem. Inden for elektromagnetismen har han udviklet flere forskellige produkter, blandt andet DC/DC-konvertere, som benyttes til at omforme el fra én kilde med én jævnspænding til et andet.
Allerede i 1990’erne pionerede Zhe Chen forskningen inden for power electronics, som benyttes til at veksle mellem forskellige energiforsyninger. Det arbejde mundede sidenhen ud i udviklingen af et power electronics-interface, som omdanner den producerede elektricitet fra vindmøller til noget, som forbrugerne kan bruge. Denne form for interface er i dag en integreret del af produktionen af grøn energi.
Zhe Chens udnævnelse til IEEE Fellow kommer blandt andet med en bemærkning om, at professoren gennem sin karriere har bidraget til både forskningsområdet, industrien og samfundet. Han har lavet bemærkelsesværdige videnskabelige fremstød i forhold til at løse komplekse samfundsproblemer, som eksempelvis overgangen fra sort til grøn energi er.