Bestyrelsen for Ørsted har i dag godkendt årsrapporten for 2017. Virksomheden opnåede i 2017 et stærkt driftsresultat (EBITDA) på 22,5 mia. kr., der var 18% højere end i 2016.
Ørsted har øget andelen af vedvarende energi med 14%-point til 64%. Målet er, at mindst 95% af den el og varme, Ørsted producerer i 2023, skal være grøn.
Administrerende direktør Henrik Poulsen siger:
– I 2017 tog vi afgørende skridt imod at fuldføre vores strategiske omstilling til et grønt energiselskab. Vi fortsatte udbygningen af vores grønne energiproduktion fra havvind og biomasse, vi solgte vores olie- og gasforretning, og vi traf beslutning om at blive kulfri i 2023. Det blev også året, hvor vi vandt projekter i både Tyskland og Storbritannien, som beviser, at energi fra havvind nu kan bygges billigere end nyopførte kul- og gasfyrede kraftværker.
– 2017 har været et finansielt stærkt år for os. Vi har leveret det største driftsoverskud nogensinde og præsteret stærkt på tværs af vores forretningsområder. De delvise frasalg af Walney Extension og Borkum Riffgrund 2 beviser også, at vores partnerskabsmodel fortsat er meget attraktiv for institutionelle investorer.
– Vi gør gode fremskridt inden for den strategiske ekspansion af vores havvindforretning. I november anbefalede et ekspertpanel under de taiwanske miljømyndigheder at vores fire havvindprojekter i Greater Changhua tildeles miljøtilladelse. I december indleverede vi vores første bud på et havvindmølleprojekt i USA. Buddet gælder Bay State Wind-projektet i Massachusetts, hvor vi ønsker at opføre en havvindmøllepark sammen med vores partner, Eversource Energy.
– I vores forsyningsvirksomhed indviede vi det biomassekonverterede Skærbækværket og fortsatte udrulningen af fjernaflæste målere i danske hjem og introducerede differentierede tariffer i Radius’ eldistributionsnet. Det understøtter den grønne omstilling ved at tilskynde vores kunder til at udjævne deres elforbrug og herigennem resultere i en mere effektiv udnyttelse af den grønne energiproduktion samt elnettet.
– I de kommende år er det vores mål at fortsætte udbygningen inden for havvind. Vi vil samtidig gøre vores forsyningsvirksomhed mere grøn, skabe et intelligent eldistributionsnet og forbedre kundernes oplevelse gennem digitalisering og innovation af vores produkter. Herudover arbejder vi på at udvide vores portefølje af langsigtede vækstoptioner inden for grøn energi. Vi har blandt andet etableret en ny enhed for at udforske projekter inden for energilagring og solenergi, og vi kigger ligeledes nærmere på markedet for landvind.
Ørsted har fra 2018 valgt at ændre måden, virksomheden guider på:
Fremover vil guidance kun inkludere effekten fra de partnerskabsaftaler inden for havvind, virksomheden allerede har indgået. Tidligere inkluderede forventningerne tillige effekten fra partnerskabsaftaler, som virksomheden forventede at indgå i løbet af året. Det gjorde forventningerne særligt følsomme over for timingen af de delvise frasalg i Wind Power samt fordelingen af indtjeningen mellem årene. I 2017 udgjorde indtjeningen (EBITDA) fra de nye partnerskabsaftaler vedrørende Walney Extension og Borkum Riffgrund 2 i alt 9,8 mia. kr.
EBITDA (business performance) uden nye partnerskabsaftaler forventes at udgøre 12-13 mia. kr. i 2018, sammenholdt med 12,7 mia. kr. i 2017.
Ørsted forventer fortsat at frasælge 50% af Hornsea 1 i enten anden halvdel af 2018 eller i 2019. Skulle salget ske i 2018 vil EBITDA inklusiv nye partnerskabsaftaler forventeligt være højere end 2017-niveauet på 22,5 mia. kr.
Bruttoinvesteringerne for 2018 forventes at udgøre 16-18 mia. kr. og afspejler et højt aktivitetsniveau relateret til havvindmølleprojekter, biomassekonvertering af Asnæsværket samt opsætning af fjernaflæste målere.