Regeringen præsenterede i maj 2016 rapporten ‘Redegørelse om Danmarks Digitale Vækst 2016’, hvor regeringens ambition om at ruste Danmark til en digital fremtid er blevet beskrevet. Den ambition imødekommes nu af Aarhus Universitet.
Aarhus Universitets bestyrelse har netop besluttet at støtte en stor digitaliseringssatsning på universitetet med 67,5 millioner kr. Satsningen vil betyde en kraftig opnormering af de faglige miljøer på Institut for Datalogi og Institut for Matematik på Aarhus Universitet.
– Analyser viser, at Danmark vil mangle op mod 19.000 it-specialister i 2030. I Danmark må universiteterne understøtte samfundets behov bedst muligt. Med vores stærke udgangspunkt er det derfor oplagt, at vi nu går forrest og udvikler de allerede stærke datalogi- og matematikmiljøer, der findes her. Vores ønske er at understøtte det store behov, der findes for digitaliseringsspecialister og for databaseret innovation. Det er målet, at digitaliseringssatsningen skal føre til en fordobling af antallet af dimittender, der er digitaliseringsspecialister i 2023, og jeg er meget tilfreds med, at bestyrelsen støtter satsningen, siger dekan Niels Chr. Nielsen på Science and Technology, Aarhus Universitet, hvor satsningen er placeret.
I de kommende år skal der ansættes en række nye stærke forskere på de to institutter for at styrke både forskning og uddannelse. Der skal især være fokus på at uddanne kandidater med kompetencer inden for softwareudvikling, programmering og databehandling, samt i dataanalyse via en ny uddannelse i datavidenskab på Institut for Matematik.
En del af digitaliseringssatsningen handler om rekruttering af studerende til digitaliseringsuddannelserne. Det er der allerede fokus på i 2017, og det fokus vil forsætte i de kommende år.
Flest af de naturvidenskabelige digitaliseringsspecialister skal uddannes fra Institut for Datalogi, der skal øge produktionen af kandidater til 190 om året. Den nye uddannelse i datavidenskab på Institut for Matematik skal føre til 20-30 kandidater årligt. Desuden skal antallet af kadidater med digitale kompetencer på ingeniørområdet også fordobles.