Danmark er blevet valgt til at stå i spidsen for arbejdet med at sætte fælles europæiske krav til brugen afkunstig intelligens i fremtiden. Fra dansk side vil vi gerne sikre fokus på blandt andet etik og tillid, så teknologien kan bruges trygt og sikkert.
– Det har været vigtigt for os at få de bedst mulige forudsætninger for at sikre danske mærkesager. Vi har nogle meget stærke interesser i Danmark, når det kommer til kunstig intelligens, fx i forhold til at bevare de demokratiske værdier og sætte mennesket i centrum. Kort sagt handler det om at sikre en etisk, ansvarlig anvendelse af teknologien og bedre risikostyring, siger Kim Skov Hilding, seniorkonsulent i Dansk Standard.
Han understreger, at det også kan give en konkurrencefordel for danske virksomheder og være med til at styrke den digitale omstilling af Danmark, som netop et sat på dagsorden med det nye Digitaliseringspartnerskab. Her kommer kunstig intelligens til at spille en nøglerolle.
Standarderne for kunstig intelligens skal være med til at sikre en ansvarlig kobling mellem teknologi og menneske og etisk brug af data og algoritmer. Når kunstig intelligens anvendes i offentlig sagsbehandling, er det vigtigt at beslutningen er forklarbar, og at der er fuld gennemsigtighed i datagrundlaget.
Samtidigt kan de europæiske standarder hjælpe med at sætte rammerne for internationale techgiganter:
– De store internationale tech-spillere har helt sikkert nogle andre interesser, end vi har i Danmark og i Europa. Der er derfor brug for, at vi går sammen på europæisk plan og sætter nogle fælles standarder, der tager udgangspunkt i de europæiske værdier og behov og altså har et andet fokus end de internationale standarder. Dermed kan vi holde de internationale techgiganter lidt i ørerne og sikre ens retningslinjer for anvendelsen af kunstig intelligens i Europa med respekt for mennesket, forklarer Kim Skov Hilding.
Dansk Standard har arbejdet for, at der skal sættes fælles europæiske standarder for kunstig intelligens igennem flere år og har bl.a. stået i spidsen for at få udarbejdet en fælles europæisk vision og konsensus om, hvilke skridt der skal tages:
– Vi har arbejdet på det her i to år og nu høster vi frugten af vores indsats. Vi har samlet Europa og gjort Europa klar med en fælles vision for arbejdet med fokus på etik, sikkerhed og ansvarlighed, som 28 lande bakker om, slutter Kim Skov Hilding.
Læs mere på: https://www.ds.dk/da/udvalg/kategorier/it/kunstig-intelligens


