
De mange tyske, store messer plejer at være en væsentlig del af forårets aktiviteter for såvel fagpressen som en meget stor del af industrien. Men igen i år sætter covid-19 sit fingeraftryk på afviklingen af messerne. Foreløbigt har Deutshce Messe (Hannover) og Mesago (Nürnberg specialmesserne) meldt ud:
Industrimessen i Hannover – i år med fokus på energi og som altid automation – afvikles som planlagt 12. – 16. april, men ikke som en fysisk messe. I stedet bliver Hannover Industri til en virtuel messe – desværre. Det forhindrer dog ikke messeledelsen i at tænke en stor del af det vanlige halløj ind i messen, så Angela Merkel åbner endnu en gang “festen”, Hermes Award bliver uddelt til den mest innovative virksomhed, og der er sammensat et stort konfenrenceprogram. Vi har i denne uge (5) afprøvet konceptet i virtuelt formøde, og Hannover har ret godt styr på teknikken. Mange virksomheder står klar med virtuelle set-ups af demoanlæg, og der er mulighed for interaktive spørgsmål.
Anderledes står det til i Nürnberg. Der bliver holdt fast i de konventionelle fysiske messekoncepter, men for at sikre en vis snor i forhold til vaccination af befolkningen, så er arrangementerne skubbet noget ud i fremtiden. PCIM-messen, planlagt til 4. – 6. maj bliver således skudt til 31. august – 2. september. Vi må så håbe, at samfundet er lukket nok op til, at messen faktisk bliver afholdt, når vi har rundet sommerferien.
SMTConnect, der også var planlagt til 4. – 6. maj, 2021 bliver i år aflyst. I stedet afholdes SMTConnect som planlagt i 2022 på datoerne 10. – 12. maj. Hvorfor man i Nürnberg vælger at afholde den ene del af dobbeltmessen, PCIM, forskudt, men aflyser den anden, SMTConnect, bliver der ikke givet noget svar på, men vi må jo håbe på en vis normalisering på den anden side af sommerferien.
RSH

