Egentlig skulle vi jo have haft Danmarks store elektronikmesse i september 2020, men som alle jo nok er klar over, så kom der lige en covid-19 pandemi i vejen. Planen var så at rykke messen til februar 2021 som Elektronikmessen E-21, men Odense Congress Center har fundet det bedre at tage skeen i en helt anden hånd efter regeringens seneste udmelding omkring covid-19. E20/E21 bliver kort og godt sprunget over, og OCC afvikler i stedet en messe på det “normale” tidspunkt i september 2022 – altså som E22.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at der ikke kommer en elektronikmesse på Odense Congress Center i 2021. Men det er den helt rigtige beslutning, som situationen ser ud nu. Selvom en stor del af vores udstillere har vist tiltro til en afholdelse af E-21, så må vi også sige, at hovedparten, med baggrund i de seneste smittetal, har udtrykt bekymring omkring at afholde en messe allerede i februar. – Rent sikkerhedsmæssigt, så kunne vi sagtens afvikle messen på Odense Congress Center til februar. Det ville vores ”Clean & Safe” koncept sikre. Men den seneste udmelding fra regeringen betyder ville betyde endnu flere kompromisser, og det vil vi hverken byde udstillere eller besøgende, siger Søren Therkelsen, projektleder for Eleketronikmessen og fortsætter:
– Elektronikmessen har mange år på bagen, og vi er aldrig gået på kompromis før – det starter vi heller ikke med nu. Vi vil levere en messe, der kan leve op til de tidligere elektronikmesser, og her vil COVID-19 blive en udfordring i 2021. Derfor er beslutningen om at rykke messen også taget allerede nu tre måneder før, at messen skulle finde sted i Odense. Men messen vender tilbage på fuldt blus i september 2022, præcis som Elektronikmessen skal være.
Oprindeligt skulle elektronikmessen E-20 have fundet sted i september 2020, og teamet bag havde set frem til at præsentere en messe med en lang række nye elementer og temaområder.
– E-22 bliver efter planen den mest velforberedte Elektronikmesse nogensinde. Mange af de nye tiltag, nye temaer og andre spændende initiativer, som vi har arbejdet på til E-20/E-21, bliver fortsat udviklet og udbygget frem til E-22. Det betyder også, at vi har tid til at komme med yderligere tiltag, der vil gøre messen endnu mere interessant og relevant for udstillere og gæster. Vi glæder os til 2022, slutter Søren Therkelsen.
Sæt kryds i kalenderen allerede og besøg Danmarks største elektronikmesse E-22 på Odense Congress Center fra den 30. august til den 1. september 2022. Til den tid skulle covid-19 gerne være fadet ud af sig selv – eller også har vi alle fået et skud vaccine til den tid.

