ATV ser coronakrisen som et wakeup-call til at nytænke uhensigtsmæssige rutiner og geare vores samfund mere intelligent. Vær med til at debattere en ny, bæredygtig teknologistrategi for Danmark på ATV’s Teknologiske Topmøde 2020: “Danmark 5.0”.
Pandemi, klimakrise og hurtige forandringer i det globale magtforhold omkring økonomi og teknologi kræver, at vi indretter vores samfund, infrastruktur og arbejdsmarked på en ny måde. Danmark har derfor behov for en ny, teknologisk gearing, der kan sikre, at vi i fremtiden bliver et mere resilient, fleksibelt og bæredygtigt samfund.

Det er rammesætningen for ATV’s Teknologiske Topmøde “Danmark 5.0”, der løber af stablen tirsdag den 17. november fra kl. 12 til kl. 17:30 som både et fysisk og et virtuelt arrangement.
Danmark 5.0 er en teknologistrategi, der stræber mod at binde hele samfundet sammen – energi, transport, sundhedssystem, arbejdsmarked, erhvervsliv m.m. – på en intelligent, smart og respektfuld måde. Det handler om at udnytte teknologiers fulde potentiale gennem integration og samtænkning af samfundets forskellige sektorer med mennesket og samfundets bæredygtighed og finansieringen af vores fremtidige velfærd, i centrum.
Fremtidens energisystemer
Lagring og distribution af vedvarende energi er centrale dele i at nå 70% reduktion af CO2. Nøgleaktører i Danmarks nye Center for Energilagring sætter fremtidens energisystemer til debat – herunder vilkår for forskning, udvikling og skalering af lagringsteknologierne Power2X, batterier og varmelagring, samt af smarte energisystemer og distribution.
Fremtidens innovative sundhedssektor
Danmarks sundhedssystem er under pres af en aldrende befolkning, et stigende antal kronikere, mangel på kvalificeret sundhedspersonale og digitale strukturer, der ikke taler sammen. ATV’s temagrupper for Sundhedsteknologi og Digitalisering er værter for en debat om, hvordan digitalisering, kompetencer og nye modeller for innovationssamarbejder mellem offentlige og private aktører kan bidrage til at skabe en innovativ og bæredygtig sundhedssektor.
Grønne danske systemløsninger med globalt perspektiv
Som en lille, åben økonomi med en ambitiøs bæredygtighedsagenda er det vigtigt, at Danmarks grønne teknologisatsninger ses i et globalt perspektiv. I dette spor lægger ATV’s temagrupper for Fremtidens Produktion og Teknologi for Bæredygtighed op til en debat om tilpasningen af Danmarks grønne systemløsninger til vækstmarkedernes behov og efterspørgsel.
Se det foreløbige program her

