
I en lydbranche hvor flere danske virksomheder kæmper for livet, er danske Miiego lidt af en succeshistorie. Et benhårdt fokus, høj kvalitet og viljen til vækst er grundstenene i den danske audiovirksomhed, der er kommet ud på den anden side af coronakrisen – ikke kun med skindet på næsen – men med en helt ny produktportefølje med blandt andet nye sportshøretelefoner og vandtætte højttalere.
– Vi har en stor tro på fremtiden, og det skyldes bl.a., at vi over de senere år virkelig har fået etableret os godt i markedet og er blevet bekræftet i, at vores produkter og koncept er efterspurgt. Gennem det sidste år er der sket en meget positiv udvikling med masser af anerkendelse til vores produkter gennem tildeling af awards i flere lande, og hvor vi har vundet forskellige store produkttests. Vi har oplevet øget efterspørgsel gennem coronakrisen, og vores mest populære produktserie, AL3+, har netop rundet 150.000 solgte enheder alene i Skandinavien, og det har givet os endnu mere tro på tingene. Vi vil gerne fortsætte vækstrejsen, og vi har derfor valgt at lancere en række nye produkter, fortæller direktør og grundlægger i Miiego A/S, Christian Jeppesen.
Generelt har tendensen og forbrugsmønsteret på lydmarkedet rykket sig, så mange nu har deres hovedtelefoner med sig overalt og streamer musik og podcasts meget oftere end før, hvilket også stiller andre krav til produkterne. Miiegos produkter er udviklet til aktiv brug og sælges primært fra løbebutikker og via sportsbranchen, hvor man benytter sig af sloganet: READY. SET. Miiego. Med klar reference til og afspejling af virksomhedens fokus på produkter designet og udviklet til en aktiv livsstil.
– Mange kæmper for livet i vores branche. Hvor andre måske har mere fokus på design og livsstil, er vi meget specialiserede i det, vi arbejder med. Vi har dedikeret os kun til audioprodukter og med fokus på funktionalitet, udviklet til en meget aktiv livsstil, og som virkelig kan tåle at blive brugt. Man kan tage vores produkter med overalt og bruge dem, når man sveder, eller hvis det regner. Netop tendensen med at være aktiv og meget udendørs er noget, vi kan se, er blevet forstærket under covid-19, siger Christian Jeppesen.
Mange virksomheder skærer i krisetider ned på medarbejderstaben eller på produktudvikling, men det er anderledes for Miiego, der vil bruge momentum fra coronakrisen til at skalere op og investere i fremtiden:
– Over hele verden har vi oplevet aflysning på aflysning det seneste halve år, men vi går alligevel den modsatte retning af de fleste andre. Vi tror på os selv og på fremtiden, og derfor er vores nye mantra også; Innovation is not cancelled. Før havde vi et skarpt fokus primært på en performance-orienteret målgruppe og med få specialiserede produkter. Men nu er vi klar til at ramme en bredere målgruppe med flere designs, pasformer og prispunkter. Nu bliver Miiego for alvor MUSIC ON-THE-GO,” lyder det optimistisk fra Miiego-direktøren.

