Bortset fra udstillere, besøgende og de normalt enorme halarealer, så lignede IFA2020 sig selv. Berlinere udenfor måtte jo ikke komme ind i år, men spurgte som altid ”hvad er nyt”. Svaret måtte nok blive et ret overordnet ”AI, IoT og hybridteknologier”. Men det er mere ideer end konkrete produkter. Ideerne har dog deres berettigelse, og vores stigende tid og aktivitet i hjemmene har faktisk boostet salget af såvel forbrugerelektronik som hvidevarer.
– Det har været et svært forår og en lige så svær sommer. Producenterne har ikke kunnet forudsige udviklingen på markedet, ligesom de eksisterende supply chains er blevet forstyrret. Samtidigt banker en række nye teknologier på døren, og de kommer også til at gribe ind i forbrugerelektronikken og alle steder fra industrien til de private hjem. Elektronikkens rolle og interaktionen til forbrugerne vil ændre sig, ligesom indholdet i forbrugerprodukterne i stigende grad vil være på forbrugernes betingelser. De seneste måneders work-/eat-/stay-at-home har sat turbo på den udvikling, fortæller Jens Heithecker, direktør for IFA-messen, der fortjener respekt for at gennemføre arrangementet i sin meget begrænsede form.
Udviklingen fra lock-down til en delvis genåbning af samfundet har dog vist en ganske betydelig stigning i salget af forbrugerelektronik. Forbrugerne har tydeligvis haft brug for bedre udstyr til hjemmearbejdspladsen. Men da man ikke har kunnet gå ud, så er det europæiske salg af hvidevarer nærmest eksploderet. Fødevarer har skullet holde længere i køleskabet, og en stigende mængde opvask har krævet nye opvaskemaskiner. Den øgede mængde fritid i hjemmet har også øget behovet for flere og større underholdningsprodukter. Konklusionen ved en analyse af forbrugermønstret er desuden, at forbrugerne har udskudt investeringer i nye elektroniske og elektriske produkter – men kun kortvarigt…
– Nyt er i forbindelse med tiden under og efter covid-19 LG’s prototypehus, ThinQ Home i Sydkorea, som nu skal ændre hjemmets funktion til et sted, hvor undervisning, underholdning, energistyring, arbejde, kogekunst og socialisering mødes i langt højere grad end tidligere. Det danner basis for både forsyning og kommunikation, der giver produkterne en mere hybrid funktionalitet. Og det hybride indgår en solcellestrømforsyning af huset, der i praksis er et nulenergihus. Der er endda overskud til at oplade elkøretøjer i huset, der klimareguleres med varmepumper – og i øvrigt styres fra en TV-fladen eller smartphones. Den fulde integration af alle hjemmets hvidevarer, transport-, klima- og underholdningsfunktioner giver en optimal energianvendelse, når energien er til rådighed, ligesom styringen i de fleste tilfælde er automatisk – og om ikke andet så intuitiv.
RSH, Berlin

