Teknologi kan løse klimakrisen. Det mener 48 procent af af danskerne ifølge en ny befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA.
– Vi er nået langt, siden man først begyndte at diskutere teknologi, da det første transatlantiske telegrafkabel blev trukket mellem USA og Storbritannien for 169 år siden. Mange taler i dag om teknologi som løsning på en af vor tids største udfordringer: klimakrisen. Heldigvis har befolkningen også forstået, at teknologi er en del af løsningen på klimakrisen, siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for IDA.
Danmark har skrevet under på Paris-aftalen, der forpligter os til at bidrage med at holde den globaletemperaturstigning på under 1,5 grader. Danmark har også et officielt mål om at være CO2-neutralt i 2050. Ved at satse benhårdt på de rette teknologier, så er det rent faktisk muligt at gøre Danmark klimaneutralt allerede i 2045. IDAs Klimasvar viser vejen. Elbiler, solceller og vindkraft er allerede kendte teknologier, der bidrager til at løse klimakrisen, men flere teknologier skal i spil for at komme i mål.
– Danmark er et moderne, højteknologisk samfund, som kan bevare en høj levestandard samtidig med, at vi på længere sigt kommer vores CO2-udledning til livs. Heldigvis kan vi tage mange af de allerede eksisterende teknologier i brug som eksempelvis Power-to-X, når det kommer til at lede os hen mod et klimaneutralt samfund. Teknologi kan ikke alene løse klimakrisen, men den kan bidrage i væsentlig grad. Det er mennesker og kultur, der har drevet teknologierne i en uholdbar retning, som har skabt de klimaudfordringer, vi står med nu. Løsningen handler derfor også om at ændre mennesker og kultur, konkluderer Thomas Damkjær Petersen.

