Vi er nok mange, der tager et dagligt kig på de logaritmiske kurver og normalfordelinger på John Hopkins statistikkerne over covid-19 spredningen på globalt plan. Det kan anbefales, for som ingeniør får man lidt ro i maven i forhold til den panik, der har ramt verden(spressen) og samtlige politiske systemer. Kig selv på websiten:
Gauss-klokken for stort set alle lande indikerer et forløb på rundt regnet ti uger fra første registrerede tilfælde til stort set fuld helbredelse på markedet, og det giver jo stof til eftertanke. Statistikkerne lyver jo kun sjældent, om end fortolkningerne kan være så som så. Men tallene ligner hinanden uanset nationerne, så vi kan jo håbe på, at bølgen er ved at dø ud – og vi kan undre os over, at Indien og Danmark har stort set de samme faktiske tal til trods for, at der er 1,2 mia. indere – og de bor tæt. Men måske har det noget at gøre med, at vira hader UV-lys og fugtig varme – og der er masser af begge dele i Indien.
Nu kommer påsken og foråret til Danmark, og så kan vi jo også håbe på varme, UV og lys over både land og industri i den kommende tid. Vi håber så inderligt på, at landet – og verden – lukker op igen, så industrien atter kan få gang i hjulene. En lock-down er dyr, og man kan frygte, at hvert leveår, vi redder som følge af covid-19 politikken, koster ti gange så mange leveår over de næste fem til ti år, hvis vores velfærdsøkonomi bliver udsultet. I så fald gør en lock-down måske mere skade end gavn. Og i øvrigt: Selv om corona-pandemien officielt ikke er en influenza, så ligner mønstret godt nokalle tidligere pandemier, så vi kan nok forvente en 2. bølge. Og til den tid skal vi dæleme’ være immune – gennem vacciner eller flokimmunitet, så medicoteknikken har – og får – travlt.
Lad os dog håbe, at fornuft og videnskab bærer os godt igennem – og fremad – covid-19 pandemien, og lad os håbe på, at den faktiske lock-down af industrien kan holdes til under tre måneder. Så skal det nok gå. Og er der gode historier at fortælle i elektronikbranchen og de beslægtede industrier, så lad os høre dem. Vi bringer dem gerne videre, og – hånden på hjertet – det er svært at besøge både danske og udenlandske virksomheder for tiden. Og messer… Ja, vi håber, at de snart kommer igen?
I mellemtiden siger vi god påske og er tilbage med første Aktuel Elektronik (5/2020) 14. april og elektronikfokus.dk 15 april – forhåbentlig med masser af gode historier om initiativer og virkelyst i en industri, der er så vital for Danmark.
God påske fra os alle,
RSH

