Ny ATV-rapport kortlægger en særlig population af vidensbaserede tech-virksomheder i Danmark. De såkaldte “Science & Engineering”-virksomheder er Danmarks vækstmotor og står for 1/4 af erhvervslivets samlede omsætning.
De vidensintensive virksomheder er således blandt de virksomheder i Danmark, der er bedst til at omsætte forskning til forretning. Disse virksomheder både vokser langt hurtigere, eksporterer mere og er langt mere produktive end virksomheder, der i mindre grad arbejder med STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics).
– Alle med omtanke for Danmarks vækstmuligheder bør have fokus fast rettet på at styrke rammevilkårene for de såkaldte S&E-virksomheder. Det er også de virksomheder, som vi har brug for, når det gælder om at finde danske klimaløsninger, siger formanden for ATV’s Science & Engineering-komité, Charlotte Rønhof.
OBS! Arrangementet med lancering af rapporten er aflyst pga. COVID-19, men rapporten er nu offentliggjort på ATV’s hjemmeside.

