Når Siemens tester vindmøllekomponenter er det ofte i en testform, hvor flere komponenter er sat sammen, og hvor de testes i store skalaer. Det er en løsningsmodel, som er forbundet med mange omkostninger og ofte en dyr løsning at gennemføre. I undersøgelsen af at finde nye metoder at teste komponenter på kontaktede Siemens ingeniør- og udviklingsvirksomheden DIS (Dansk IngeniørService A/S) og præsenterede nogle overordnede tanker og idéer til en plan om en skaleret test af en lejerkomponent. Hvor Siemens normalt selv præsenterer idéen og efterfølgende selv definerer kravspecifikationer til projektet, gik Siemens og DIS denne gang andre veje og valgte at gribe projektet anderledes an. DIS blev inddraget i projektet fra dets spæde start og var med til at udtænke, idéudvikle og definere projektet.
DIS faciliterede i begyndelsen af projektet en workshop og en række interviewsessions af relevante Siemens-medarbejdere, og derefter udarbejdede DIS en kravspecifikation i tæt samarbejde med nøglepersoner fra Siemens.
DIS har kørt projektet fra start til slut og udarbejdet en kravspecifikation samt en produktspecifikation, som detaljeret beskrev, hvordan DIS ville løse de forskellige problemstillinger, projektet bød på. Derudover blev der lavet konceptløsning, tidsplan og kostoptimering. Projektet er endt med et testudstyr til en skaleret test af lejer udviklet, produceret og testet af DIS. Testudstyret er CE-mærket og opfylder de krav, som blev stillet i specifikationerne. Siemens plejer normalt selv at styre og definere flere af ovenstående punkter i deres projekter, men denne gang har de inddraget DIS og ladet DIS styre dem. Projektets faser er alle blevet kørt efter Siemens’ standard og krav til, hvordan man udvikler og gennemfører udviklingsprojekter og produkter.
Det, at Siemens har inddraget, vist tillid og tiltro til DIS i så stor en grad, har gjort, at nogle beslutninger under udviklingen af testudstyret har været lettere at træffe, og derudover har det også haft en betydning, at der ikke har været flere samarbejdspartnere med. DIS kender til hele projektets historie og faser og har opnået en form for ejerskab over projektet, som gør, at projektet og produktet er blevet så stor en succes.


