AAU-professor, Preben Mogensen, får den prestigefyldte Bell Labs Fellow-titel. Med udnævnelsen følger en plads på den prestigefulde ”Wall of Fellows” i lobbyen på Bell Labs’s hovedkvarter på Murray Hill i New Jersey. ”Wall of Fellows” er en samling af kobberplader med indgraverede navne på alle de forskere, der gennem tiden er blevet udnævnt Bell Labs Fellow.
– Det er en enorm ære, at blive udnævnt som Bell Labs Fellow. Inden for mit felt bliver det faktisk ikke meget større. Når jeg tænker på mit første besøg hos Bell Labs’s hovedkvarter for flere årtier siden, så tænker jeg stadig på de mange kobberplader med de betydningsfulde navne inden for mit felt. Så jeg må tilstå, at det er lidt af en drengedrøm, at mit navn nu kommer til at hænge ved siden af dem, siger Preben Mogensen.
Man fornemmer en vis portion ydmyghed hos professoren, der nu kommer i fornemt selskab blandt nogle af de største navne i Bell Labs’ historie. Et af de helt store forbilleder er Bell Labs-forskeren Claude Shannon, der anses for at være informationsteoriens fader.
– Den dag i dag er det stadig Shannons informationsteori fra 1948, vi baserer meget af vores forskning på inden for kommunikations- og informationsteori. Så det er selvfølgelig kæmpe stort for mig at komme i så fint selskab, siger Preben Mogensen.
Blandt de næsten 300 Bell Labs Fellows, der er udpeget siden 1982, er hele 11 af dem nobelprismodtagere.
Det er ikke kun Preben Mogensen, der har gjort indtryk på Bell Laps-toppen. For nylig havde Aalborg Universitet besøg af Marcus Weldon, der er ”President of Bell Labs”, og han var mildest talt begejstret for det, han oplevede.
Han udtrykte ved den lejlighed, at det imponerede ham at se, hvordan Bell Labs i Aalborg arbejder sammen med universitetet. Som eksempel betonede han, at 15 forskere fra Aalborg Universitet benytter en betydelig del af deres tid side om side med Bell Labs-forskerne, hvor de sammen forsker i 5G-kommunikationsteknologi, der har stor betydning for Nokia Bell Labs. Samtidig har AAU-forskerne adgang til omfattende laboratoriefaciliteter på universitetet, hvor de har mulighed for at afprøve teorier i praksis.
Marcus Weldon var desuden begejstret for at se den tværfaglige tilgang til problemløsning på AAU, hvor man inddrager forskellige kompetencer for at nå frem til den bedste løsning på en problemstilling.

