
På det seneste har Congatecs meget aktive og udadvendte CEO, Christian Eder, været en hyppig gæst på lokale, nordiske, embeddede shows, og hvis man har gættet på, at Congatec ville manifestere sin position i vores del af verden, så har man gættet rigtigt. Den efterhånden ganske store producent af alle slags embeddede boards har meget rigtigt set, at vi – især i Norden – implementerer embeddede løsninger på tværs af en række industrier fra medico over industri til kommunikation og transport med IoT som en vigtig fællesnævner.
Congatec har derfor besluttet at oprette en nordeuropæisk salgs- og supportdivision, som skal booste salget i Storbritannien og Skandinavien. Den nordeuropæiske salgsorganisation skal åbne designernes øjne for, at Congatec dækker hele paletten, når det drejer sig om embeddede moduler og single-board computere. To væsentlige brikker i Congatecs strategiske spil er Martin C. Frederiksen og Anders Rasmussen, der er blevet ansat som henholdsvis salgsdirektør og key account manager. Engelske Jon Moseley er også kommet til, og Congatec har ved samme lejlighed åbnet et datterselskab i London. Om Martin Frederiksen og Anders Rasmussen kommer til at arbejde ud fra England, Tyskland eller et kontor i Skandinavien, melder historien ikke noget om – endnu.
Læs også om Congatecs Apollo Lake løsninger og SMARC 2.0 dev-kits i messerapporten fra Aktuel Elektronik, som udkommer 9. december.

