
Electronica 2016 lukker dørene i dag, og uden at messeledelsen i München endnu har offentliggjort tal for messen, så tør vi nok godt love, at messen kommer til at slå en række rekorder – ikke mindst hvad angår besøgstal og antal af ikke-tyske nationaliteter, der har besøgt messen i indeværende uge. Der var stuvende fuldt i alle haller, og en langt mere udtalt repræsentation af asiatiske producenter og besøgende, end vi har oplevet før.
Spørger man så de besøgende, hvad der virkelig har peget i retning af branchens fremtid, så bliver svaret nok noget mere uldent. Normalt er der altid én teknologi eller en produktgruppe, der rager op over gennemsnittet, men 2016-messen peger langt mere i retning af et solidt marked med masser af substans end en egentlig wow-faktor.
Det er usædvanlligt, at der ikke er ét udtalt emne, som alle diskuterer under Electronica, men det er faktisk et sundhedstegn. Frem for én “killer-applikation”, så er der i dag flere volumenapplikationer, der driver markedet fremad. Den automotive sektor og overgangen til el- eller hybride køretøjer er et marked i god vækst. Men IoT/IIoT trækker også seriøst store styktal på tværs af alle segmenter. Smart-grid løsninger viser også stærkt stigende kurver, hvilket også bakkes op af et voksende marked for LED-belysning. Healthcare-markedet er endnu en driver, som peger i retning af såvel vækst som store styktal. Det er med andre ord alle fronter, som trækker elektronikken i den rigtige retning.
Hvis vi skal nævne samtaleemner under Electronica 2016, så er det nok snarere konsolideringen af markedet og den bølge af fusioner og opkøb, som har præget markedet i 2016. Men selv om virksomheds- og mærkevarenavne ændrer sig, så forsvinder komponenterne eller teknologierne ikke fra markedet. Det er investeringerne simpelt hen for store til – og de fleste “købende” og “solgte” peger da også i retning af “business as usual”.
Heller ikke det amerikanske præsidentvalgs – måske – overraskende udfald har rystet markedet. Bortset fra den mexicanske pesos værditab, er kurs- og børsudsving minimale, så dommedagsprofetierne er afløst af en noget mere pragmatisk markedsudsigt – og det ser ikke ud til at genere elektronikmarkedet.

