
Den seneste udgave af Ericssons (NASDAQ:ERIC) Mobility Report, udgivet i dag, afslører at Internet of Things (IoT) allerede i 2018 kommer til at overhale mobiltelefoner som den største gruppe af forbundne enheder.
Mellem 2015 og 2021 forventes antallet af IoT-enheder at vokse med 23 procent årligt. Af de 28 milliarder enheder, der i alt vil være forbundet i 2021, vil tæt på 16 milliarder være IoT- enheder. De resterende 12 mia. udgøres bla. af mobiltelefoner, computere og tabletter.
Vesteuropa fører an når det kommer til nye IoT-forbindelser – antallet af IoT-enheder på det marked forventes at være steget med 400 procent i 2021. Dette skyldes bl.a. reguleringskrav til eksempelvis intelligente el- og varmemålere, samt en stigende efterspørgsel på opkoblede biler, samt EU-direktivet om eCall, der skal implementeres i 2018.
Antallet af smartphone-abonnementer fortsætter med at stige, og det forventes at overstige abonnementer til almindelige mobiltelefoner i tredje kvartal af 2016. I 2021 vil antallet af smartphone-abonnementer næsten være fordoblet fra 3,4 milliarder til 6,3 milliarder.
I 2016 rundes en længe ventet milepæl, når kommercielle LTE-netværk bliver i stand til at understøtte downlink peak-datahastigheder på 1 Gbps. Enheder der kan understøtte 1 Gbps forventes på markedet i anden halvdel af 2016 i lande som Japan, USA, Sydkorea og Kina, men med hurtig udbredelse til andre regioner. Mobilbrugere kommer til at få ekstremt hurtig adgang til data takket være den forbedrede teknologi, som vil muliggøre op til to tredjedele hurtigere download, sammenlignet med den hurtigste teknologi, der er tilgængelig i dag.

