
Danmark har et stort potentiale for at vinde arbejdspladser og vækst hertil, hvis vi fastholder positionen som et af de mest avancerede produktionslande i verden. Derfor glæder DI sig over, at regeringen har præsenteret en afløser til regeringens Produktionspanel.
Panelet skal styrke og udvikle produktion i Danmark med særligt fokus på digitalisering.
– Det er et vigtigt signal fra regeringen og statsministeren om, at regeringen har ambitioner om at sætte produktion – og ikke mindst digitalisering – højt på den politiske dagsorden. Der ligger store muligheder for Danmark i at bruge digitalisering og ny teknologi til at skabe verdens mest avancerede arbejdspladser – både inden for fremstilling og andre dele af vores samfund. Det nye panel er en rigtig god start, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad.
Han understreger, at DI glæder sig til at bidrage til panelets arbejde. Ikke mindst med anbefalinger og indspark fra DI’s eget digitaliseringspanel, som siden efteråret har arbejdet med, hvordan vi bringer Danmark i front med den digitale udvikling inden for blandt andet produktionsområdet.
– Vi har i DI selv lanceret en ambitiøs digitaliseringsindsats, der skal være med til at gøre Danmark til et digitalt fyrtårn. Der er stadig for mange virksomheder, der ikke tager det digitale skifte alvorligt eller tror, at det ikke kan ramme dem. Det skal vi gøre noget ved. Hvis vi går foran, er det os, der vinder jobbene og den vækst, der følger med, siger DI’s adm. direktør.
Indtil nu er blot tre af Produktionspanelets 20 anbefalinger fra foråret 2015 realiseret fuldt ud. Og selv om der er fremdrift på enkelte af de andre anbefalinger, er der stadig meget inspiration at hente for at gøre Danmark til et stærkere produktionsland, mener DI.
– Der er stadig meget at gøre for at styrke virksomhedernes muligheder for at skabe ny produktion og nye job her i landet. Det gælder især behovet for at sikre gode vilkår for at investere i Danmark, at styrke den tekniske forskning, og at uddanne flere af de tekniske medarbejdere på alle uddannelsesniveauer, som virksomhederne efterspørger, siger Karsten Dybvad.
DI’s viceformand, adm. direktør Niels B. Christiansen, Danfoss, er formand for det nye Produktionspanel.

