Når det drejer sig om det famøse IoT – Internet of Things – har en række af de helt store virksomheder og organisationer siddet lidt i baghånd, mens det typisk er de små halvlederproducenter, som har leveret embeddede løsninger med radiosæt, en kompakt controllerfunktion, lidt memory og en håndfuld I/O ombord. Og måske giver det god mening, da IoT typisk er mindre systemløsninger, som har været brugt til de indledende kompakte produkter. Og så har den økonomiske model ikke ligget så lige til højrebenet, som først antaget – og så mangler den globale gensidige forståelse af behovet for IoT. Det er blandt konklusionerne fra den nyligt afholdte IDTechEx-konference i Berlin, som tiltrak 2.300 forskere fra hele verden.
Intel er tydeligvis ikke klar over, hvor langt frem et land som Danmark er, men USA betragter måske også verden på en anden måde. Intel nævner nogle eksempler på brugen af IoT, som i høj grad viser, hvor forskellige opfattelser, de enkelte lande har af mulighederne i IoT. Check lige disse: EE i England bruger IoT i deres forretninger for salg af mobiltelefoner. Et statisk salgsdisplays fastholder brugerens interesse i rundt regnet 10 sekunder, men gør displayet interaktivt med brugeren, og så opnår man hele 80 sekunders opmærksomhed. Og New York er ofte plaget af brown outs på energiforsyningen. Det har New Yorks største boligudlejer spekuleret over, da det koster en formue at hive folk ud af elevatorer, når strømmen går. Men med blot ét minuts varsel på en brown-out, kan man nå at stoppe elevatorerne på en given etage og åbne dørene, så folk kan komme ud. Det har vist sig at spare millioner af dollars. Endelig bruger biavlere i Australien små RFID-tags på bier og elektronik i bikuber for at finde ud af, hvorfor bistader pludselig dør ud – hvad der har en katastrofal indflydelse på blandt andet landbruget.
Det var ikke lige DTI, Dansk Teknologisk Institut, som vi havde forventet at se under IDTechEx i Berlin – men hvorfor egentlig ikke? DTI arbejder på at binde grundforskningen sammen med de praktiske applikationer, og inden for den trykte elektronik er det bestemt en udfordring at udvikle de metaller – typisk kobber og sølv – som skal skabe de elektriske forbindelser på ofte vanskelige underlag.
– Når vi taler om wearables, så give det mening at føre lederbanerne ind i det tøj eller væv, som skal fungere som substrat for elektronikken i form af displays, sensorer, kommunikationsenheder og strømforsyninger. Fremtidige applikationer inden for fitness, healthcare og mange andre typer af intelligent beklædning vil lettere kunne realiseres, hvis lederbanerne er en del af beklædningen. Udfordringen ligger selvfølgelig i at få de grundlæggende stive metaller til at fungere sammen med ”substratet”, der typisk kunne være organisk vævet materiale som bomuld eller lignende, siger Solveig Røgild Madsen, der er konsulent for nano- og mikroteknologi hos DTI i Tåstrup.
Læs mere i Aktuel Elektronik nr. 7/2016, som udkommer d. 27. maj 2016.

