Hybrico er ekspert i elektroniske kredsløb baseret på keramik. InnovationsAgenterne hjælper Hybrico med at fokusere på det, de er særligt gode til og ad den vej finde nye markeder for deres produkter: Det handler om varme.
En Airbus-helikopter af typen Eurocopter NH-90 er udstyret med otte brandmeldere, bestykket med følerelementer og forstærkere udviklet og produceret af en lille elektronikvirksomhed i Frederikssund, Hybrico.
Brandmelderne skal kunne holde til ekstreme temperaturer: 150 grader i minimum en time. Her må konventionel printbaseret elektronik stå af og overlade pladsen til Hybricos teknologi, der kan modstå helt op til 200 graders varme. Konventionel printbaseret elektronik tåler kun op til 125 grader.
Nu er Hybrico for alvor gået på jagt efter flere kunder som Airbus: producenter med behov for elektronik til særligt høje temperaturer. Der sker med hjælp og vejledning fra InnovationsAgenterne.
Elektroniske kredsløb baseret på keramik er en forholdsvis gammel teknologi oprindelig udviklet i USA, som bl.a. anvendes i bilindustrien med Bosch som en af de helt store spillere på markedet. Hybrico er i den forbindelse en niche-virksomhed, der producerer små serier til meget specialiserede anvendelser, bl.a. højspændingsmoduler inden for røgrensning og forstærkerteknik til mikrofoner.
Nu er Hybrico i fuld gang med at gennemføre test og skrive produktspecifikationer, der henvender sig til kunder med behov for elektronik, der kan tåle temperaturer over de 125 grader, som print-baseret elektronik kan håndtere.
Hybrico A/S
Tlf.: 47 31 34 77

