
Nyt projekt skal udvikle et værktøj, der skal bevidstgøre danske virksomheder om deres beredskab mod industrispionage – og samtidigt give gode råd til bedre beskyttelse. Sikkerhedsvirksom- heden CERTA med den tidligere PET-chef Jakob Scharf i spidsen er tovholder på projektet.
Små og mellemstore danske industrivirksomheder bliver i stigende grad ofre for industrispionage. Det truer den danske konkurrenceevne og udhuler virksomhedernes vækstpotentiale. På den baggrund har Industriens Fond netop besluttet at finansiere udviklingen af en kombineret selvtest og toolbox, der skal styrke danske industrivirksomheders beskyttelse mod industrispionage.
Adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech, siger om projektet:
– Danske industrivirksomheder står med seriøse udfordringer i forhold til industrispionage, når det gælder kampen mod konkurrenter, kriminelle og fremmede stater. Samtidig er det for mange virksomheder vanskeligt at tage hul på – og få overblik over – opgaven med at beskytte forretningen mod industrispionage. Det gælder både mentalt og i praksis. Et digitalt selvhjælpsværktøj kan udgøre det første praktiske skridt i retning mod både at tage stilling til virksomhedens sikkerhed og igangsætte en indsats hen imod øget robusthed over for angreb. I sidste ende bidrager en korrekt afbalanceret sikkerhedsindsats til danske virksomheders konkurrenceevne og gavner forudsætningerne for både at skabe og fastholde arbejdspladser herhjemme.
Projektet består først og fremmest i udviklingen af et digitalt værktøj til danske industrivirksomheder, så de dels får overblik over deres aktuelle beskyttelse imod industrispionage, dels udstyres med konkrete anbefalinger til at forbedre eller udvikle passende værn mod spionage.
Bag projektet står efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security A/S, der er grundlagt af blandt andre tidligere chef for PET, Jakob Scharf.
Det nye digitale værktøj – med arbejdstitlen CounterSpy – vil bygge på erfaringer fra blandt andet efterretnings- og sikkerhedstjenester i ind- og udland og vil dække alle områder af sikkerhed med relevans for industrispionage. Virksomheder vil først skulle besvare en række spørgsmål, og på basis af svarene genererer værktøjet en statusrapport, og herefter opstiller værktøjet en række individuelle, gode råd, som virksomhederne herefter anbefales at arbejde videre med.
Værktøjet kortlægger blandt andet virksomhedens sikkerhed i forbindelse med: governance, management, beredskab, fysisk sikkerhed, IT-sikkerhed, personsikkerhed og rejsesikkerhed. Dermed lægger det sig i naturlig forlængelse af andre mere specifikke værktøjer på markedet, blandt andet inden for IT-sikkerhed.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst Mads Lebech, Industriens Fond, tlf: 20 94 90 46

