Terma og Atos er blevet enige om, at Terma vil erhverve Atos satellit-jordtestvirksomhed, der dækker Electrical Ground Support Equipment (EGSE) til satellitter. Projektet vil styrke Termas position som en førende europæisk rumvirksomhed.
Opkøbet vil tilføje nøglekompetencer til Termas space-portefølje og øge forretningsmulighederne. Aftalen repræsenterer også en unik mulighed for Atos EGSE-forretningen til at nå sit fulde potentiale takket være de synergier, der vil blive udviklet med Terma, mens Atos vil fokusere på sine øvrige rumaktiviteter i overensstemmelse med koncernens transformationsstrategi.
– Det er et vigtigt, strategisk opkøb for Terma. Space-aktiviteter spiller en afgørende rolle i forståelsen af vores klima og miljø og i forsvars- og sikkerhedsspørgsmål. Vi har allerede en førende niche inden for udvalgte rumteknologier – herunder elektronik, softwareløsninger og rumtekniske tjenester – og takket være dette opkøb tilføjer vi nye, vigtige kompetencer og tilbud til at fremme EGSE-forretningen, siger Jes Munk Hansen, CEO hos Terma.
Det fremtidige opkøb dækker tre hovedanvendelser: Nyttelasttest, radiofrekvensundersystem (RF) og effekttest. Kombineret med Termas Central Check-out System, CCS5, giver det et omfattende EGSE-system, der bruges til funktions- og ydeevnetest af et rumsystem, hvilket sikrer, at rumfartøjet fungerer perfekt.
– Atos EGSE-aktiviteterne er fuldt ud komplementære med vores egne EGSE-aktiviteter. Som et eksempel leverer både Terma og Atos i dag EGSE-løsninger til European Space Agency (ESA) missioner, forklarer Jes Munk Hansen.
Højt dygtige rumeksperter fra Atos i Østrig, Rumænien og i Tjekkiet vil slutte sig til Termas hold. Terma vil benytte denne lejlighed til at etablere virksomheder i disse tre lande og dermed styrke sit europæiske fodaftryk. Alle forretningsaktiviteter vil fortsætte under Terma-navnet.
– Vores space-forretning er komplementær til Termas, hvilket gør dem til den rette partner til at erhverve vores EGSE-forretning og fremskynde dens udvikling, da Atos har besluttet at ændre sin portefølje strategisk. I den bredere kontekst af sin egen transformation vil Atos bevare sine succesfulde satellitovervågnings- og rumdataanalyseaktiviteter som en del af sin missionskritiske systemportefølje, siger Diane Galbe, Senior Executive Vice President for Atos.
Transaktionen er underlagt myndighedsgodkendelser og høring af samarbejdsrådet, og den forventes afsluttet inden marts 2023.


