Den danske industrikoncern Mekoprint har netop købt 67 procent af aktierne i Microturn, der har specialiseret sig i mikrodrejning og er blandt de førende virksomheder på området i Nordeuropa. Med investeringen i Microturn bliver Mekoprint den største udviklingspartner og leverandør af mikrokomponenter i Norden.
– Mekoprint og Microturn er et særdeles godt match. Microturn har gennem de seneste 25 år udelukkende specialiseret sig i teknologien omkring mikrodrejning og er i en liga for sig på området. Sammen bliver vi nu den største sparringspartner og leverandør af mikrokomponenter i Norden med en omsætning på over 100 millioner kroner baseret på en unik kombination af produktionsteknologier. Samtidig er investeringen i Microturn et vigtigt led i Mekoprints strategi om både organisk vækst og opkøb i de kommende år, siger Anders Kold, der er CEO for Mekoprint.
Microturn har 22 ansatte på en topmoderne fabrik i Humlebæk, og ofte er Microturn den eneste leverandør på det nordiske marked, der kan producere komplekse emner i høj volumen med en diameter helt ned til 0,1 mm. Evnen til at fremstille meget små elementer med en høj effektivitet og ekstrem præcision er helt afgørende, når der skal leveres komponenter til blandt andet høreapparater, robotter og medicinsk udstyr.
Navnet udvides til Mekoprint Microturn, og den nuværende direktør, Claus Geleff, fortsætter som direktør for virksomheden, som han også fortsat er medejer af. Ejerkredsen tæller desuden de to øvrige ledere i Microturn, Jens Enevoldsen og John Bertran Clemmensen. I forbindelse med opkøbet i Microturn skifter Mekoprint-divisionen Chemigraphics navn til Micromechanics, som Microturn bliver en del af.


