ADP A/S etablerer datterselskabet ADP Energy Infrastructure A/S og styrker sine markedsorienterede indsatser i udvikling af central infrastruktur til gavn for Danmarks grønne omstilling
Med estimerede investeringer på mere end 1 mia. kroner frem mod 2030 bliver det nye datterselskab, ADP Energy Infrastrucutre A/S, det næste strategiske skridt i videreudviklingen af Fredericia og Trekantområdets infrastruktur til fremtidens knudepunkt for PtX, CO2-fangst og -lagring samt produktion af grønne brændstoffer.
Kombinationen af den rette infrastruktur, Danmarks store virksomheder inden for energi og forsyning, et raffinaderi, varmetransmission og en kommende brintfabrik samt aftagere af grønne brændstoffer inden for luftfart, skibsfart og vejgodstransport giver Trekantområdet og især Fredericia de absolut bedste forudsætninger for at blive ét af Danmarks førende CO2-hubs samt knudepunkt for produktion og afsætning af grønne brændstoffer.
– Etablering af datterselskabet ligger i naturlig forlængelse af ADP’s strategiske udvikling, hvor betydelige investeringer i ny og fremtidssikret infrastruktur skal understøtte Trekantområdets og Danmarks målsætninger for den grønne omstilling. Med afsæt i ADP’s havne og Taulov Dry Port etablerer vi den nødvendige infrastruktur, der er et centralt element i videreudvikling af vores position som infrastrukturudbyder. På den måde kan vi fortsætte væksten og udnytte det fremtidige forretningspotentiale, der ligger i at blive bindeleddet i PtX-værdikæden, siger Erik Østergaard, bestyrelsesformand i ADP A/S.
Infrastrukturen er forudsætning for sektorkobling
Forud for etableringen af det nye infrastrukturselskab er gået et længerevarende strategisk forarbejde med analyse og kortlægning af Trekantområdets og Fredericias potentiale med hensyn til at videreudvikle områdets centrale infrastruktur. Infrastrukturen skal understøtte sektorkoblingen på tværs af forsyning, produktion og distribution af CO2 og grønne brændstoffer til gavn for Danmarks klimamålsætninger frem mod 2030. Analyser har vist, at det samlede potentiale for CO2 udgør mere end 1 mio. tons frem mod 2030 og flere mio. tons frem mod 2040. Hertil kommer brint til fremtidens stor-skala produktion af grønne brændstoffer såsom e-metanol til skibstransport og bæredygtige flybrændstoffer.
– ADP har arbejdet med strategiprocesser samt konkrete businesscases i de seneste 2 år og har allerede de første infrastrukturprojekter under planlægning. Vores analyser indikerer, at der i en indledende fase vil være forretningsmæssige potentialer i investeringer i infrastruktur på op mod 1 mia. kroner inden 2030, og derfor er vi også allerede i seriøs dialog med potentielle investorer. Vi har dog endnu ikke på nuværende tidspunkt lukket aftaler, så processen er fortsat åben, forklarer Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S.


