
Over halvandet år med uafbrudt musik-streaming – per indbygger i verden. Det er svært at forestille sig, men om fire år er det faktisk, hvad verdens dataforbrug vil svare til. Her vil verdens cloud-baserede internettrafik være steget til 8,6 ZB (Zettabytes), hvilket er fire gange så meget som i 2014. Det viser den nye ’Global Cloud Index’-rapport fra it-virksomheden Cisco.
Rapporten understreger, hvordan data udgør en stadig større del af vores hverdag. Vi streamer musik, deler ting på sociale medier, og vi bruger apps til alt fra taxikørsel til huskøb. Vores forbrug afspejler det stigende udbud af cloudbaserede tjenester, og særligt vores enorme appetit for video-streaming er årsag til, at vi forventer en firedobling af trafikken frem imod 2019.
I løbet af 2016 vil vores voksende forbrug af datatrafik overstige vores smartphones’ kapacitet. Det betyder, at forbrugerne i stigende grad skal benytte sig af opbevaring i skyen som fx Dropbox. På globalt plan vil den gennemsnitlige datamængde gemt i skyen stige fra 992 megabytes til 1,6 gigabytes per person i 2019.
Rapporten viser, at andelen af internettrafik fra PC’er vil falde fra 78 pct. i 2014 til blot 36 pct. i 2019. Samtidig vinder smartphones og tablets frem, og sammenlagt vil internettrafik fra ikke-PC-enheder som fx TV, tablets og smartphones vokse fra 22 pct. i 2014 til 64 pct. i 2019.
Ifølge rapporten vil såkaldte ”smart cities” med en befolkning på 1 mio. dagligt generere 180 mio. gigabytes i 2019. For Storkøbenhavn, der er en ”smart city” på linje med Barcelona, vil det svare til, at der produceres 270 mio. gigabytes dagligt i 2019.

