
(foto: Henrik Frydkjær)
Axcon uddeler hvert år Den Gyldne Loddekolbe – i år omdøbt til DGL-prisen – som en anerkendelse af danske EMS-virksomheders bidrag til prototypeudviklingen i danske elektronikdesigns og – konstruktioner. For danske elektronikdesign- og udviklingsvirksomheder – og dermed også for industrien – er det vitalt, at der er et sundt EMS-miljø, der hurtigt kan realisere fysiske prototyper af de aktuelle designs.
Trends i år har ifølge Anders Enggaard fra Axcon været, at gennemløbstid i prototypeproduktion vægtes højt. Axcon har i deres demokratiske rundspørge blandt kunder og interesserede bag valget af DGL-vinderen også konstateret, at kompleksiteten af prototyper er steget, mens produktionstiden er faldende – trods en stort set uændret størrelse af de designteams, der står bag udviklingen.
Der har været stor interesse for at deltage i afstemningen, hvilket peger på, at betydningen af EMS-virksomhederne er lige så høj som tidligere.
De nominerede i år har været EMS-virksomhederne BHE og Dansk Total Elektronik ETK EMS og J-EMS. Det blev BHE, der løb med prisen, og den blev modtaget af Poul Bøtker under Embedded Everywhere konferencen for nyligt hos IDA i København.

