
DI ITEK, som er Dansk Industris branchefællesskab for it-, tele-, elektronik- og kommunikationsvirksomheder, skifter nu navn til DI Digital. Beslutningen om navneskiftet blev truffet på en ekstraordinær generalforsamling i branchefællesskabet.
Ifølge direktør Adam Lebech vender den digitale revolution op og ned på brancher, forretningsmodeller og markeder. På tværs af brancher udgør digitalisering en afgørende drivkraft til at løfte virksomhedernes produktivitet og innovationskraft. Fælles for medlemmerne af DI Digital er, at de alle medvirker i den digitale transformation af samfundet, og det er det, der binder medlemmerne sammen.
Navneskiftet indebærer ikke en ændring af sammensætningen af medlemsvirksomheder. DI Digital vil fortsat repræsentere virksomheder, der har aktiviteter inden for it, tele, elektronik og kommunikation.
Navneskiftet til DI Digital er trådt i kraft med det samme.

