
Den seneste Global Threat Index-rapport fra Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, viser, at hele 17,7 procent af alle danske virksomheder er blevet ramt af det berygtede Emotet botnet i januar. Dermed er Emotet den største cybertrussel mod danske virksomheder. Truslen fra botnettet lægger lang afstand til nummer to, Trickbot-malwaren, der ramte tre procent af alle danske virksomheder i januar.
– Danske virksomheder har i januar oplevet et massivt pres fra Emotet, hvilket også afspejles i antallet af virksomheder, der har været forsøgt ramt. I december var det blot 4 pct., og nu er det tal altså steget til 17 pct. Det er en meget høj andel, og vi har ikke før oplevet, at Emotet har været så udbredt i Danmark, fortæller Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark. Han fortsætter:
– Emotet benytter en invasiv malware, der ofte gør det svært for danske virksomheder at opdage. Desuden benytter dette botnet mange forskellige angrebsmetoder, når det forsøger at ramme virksomhedernes netværk, hvilket kun gør Emotet mere udbredt. Derfor forventer vi desværre ikke, at Emotet bliver et kortvarigt gensyn.
For flere oplysninger, se venligst:
Check Point Software Technologies
http://www.checkpoint.com

