Forsyningsproblemerne fra de amerikanske og asiatiske halvlederproducenter har fået EU-kommisionen til at finde den helt store tegnebog frem. Det skyldes selvfølgelig også en ambition om at gøre Europa mere uafhængig af oversøiske leverancer af kritiske komponenter i elektronikfremstillingen. Tidligere har europæiske samarbejder under alliancer fra eksempelvis Philips Semi, Infineon (dengang Siemens Semi) og ST Microelectronics udgjort et tyngdepunkt i den globale elektronikproduktion. Men fissioner, fusioner og globale alliancer har undermineret Europas rolle inden for halvlederproduktionen.

Men nu skal Europa på banen igen, og EU-kommisionen har som mål at kunne stå for 20 procent af den globale halvlederproduktion, hvilket blandt andet skal ske gennem en investering fra kommisionens side på over 300 mia. DKK. EU’s initiativ skal ses som et direkte modspil til USA’s præsident Joe Bidens støttepakke på 52 mia. USD til halvlederproduktionen i USA.
Så vidt vi kan tolke EU’s handlingsplan er det især et nødråb fra bilproducenterne i Europa, der har ført til de kommende investeringer. Sidst halvledermarkedet havde kapacitet nok, gik især de tyske bilproducenter helt i sort – som følge af en mangel på vilje til omstilling til non-fossile køretøjer. Det var en chokeffekt for halvlederproducenterne, som siden – oven på covid-19 pandemien – har fordelt æggene i flere kurve, så de ikke længere er så afhængige af bilproducenterne. Resultatet er så, at bilproducenterne ikke længere kan dominere halvledermarkedet, da volumen i dag ligger flere andre steder end i bilerne. Og det gør ondt i Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien for at nævne de største bilproducerende lande i EU.
På kort sigt skal der bygges tre nye halvlederfabrikker i Europa – men hvem der skal køre fabrikkerne er endnu uklart. Infineon har for nyligt startet en ny produktion i Villach, og Infineon er et godt bud på en virksomhed, der ville kunne få en produktion i gang på en EU-støttet wafer-fab. Sjovt nok vil USA også investere i Europa, og Intel planlægger angiveligt to nye fabs i Tyskland – også til et samlet trecifret milliardbeløb i kroner.
Danmark ville i øvrigt være et oplagt land til placering af en wafer-fab. Vi har på Aktuel Elektronik tidligere – i samspil med DTU’s daværende spidser inden for halvledere – forsøgt at få en tyskejet wafer-fab placeret på dansk jord. Projektet kuldsejlede dog på grund af manglende forståelse fra den daværende socialdemokratisk ledede regering for værdien af sådan en fabrik. Vi kan jo så håbe på en mere helhjertet, dansk indsats denne gang for at få en halvlederfabrikation placeret i Danmark. Med tanke på “grøn produktion” ville det være en oplagt tanke – men lad os nu se…
RSH

